Gnags indtager Østre Gasværk med en teaterkoncerten, der udforsker fællesskabets betydning gennem nogle af Gnags uddødelige klassikere
Østre Gasværk præsenterer en ny teaterkoncert, hvor Gnags indtager hovedrollen. Forestillingen De Vilde Kaniner - Teaterkoncert Gnags byder på klassikere som "Mr. Swingking", "Danmark" og "Når jeg bliver gammel", der blandt andet vil danne ramme om den musikalske rejse. De Vilde Kaniner får premiere på Østre Gasværk i København den 19. september 2025 og spiller fra den 7. januar 2026 i Musikhuset i Aarhus.
Østre Gasværks teaterchef Søren Møller, som tidligere har arbejdet på projekter som Shu-bi-dua The Musical og Seebach, præsenterer endnu et musikalsk projekt, hvor han igen vil fortolke den danske sangskat.
"Jeg er superstolt og beæret over, at jeg nu for tredje gang i mit liv får lov til at løfte dansk musikhistorie ind på teaterscenen. Der er lagt i kakkelovnen til en sprudlende, gakket, rørende, vild og farvestrålende forestilling, udtaler Søren Møller i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Vi glæder os til at fyre en ny, stor teaterkoncert af på Østre Gasværk Teater og til – sammen med resten af Danmark – at råbe ’længe leve mangfoldigheden’!"
Fælleskabet i fokus
Forestillingen instrueres af Heinrich Christensen, der tidligere har instrueret Another Brick In The Wall, Part 5, der modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder. Palle Steen Christensen står for scenografien, mens kostumerne designes af Ida Marie Ellekilde.
"Det centrale tema for forestillingen er fællesskabet. Alle vil gerne høre til i fællesskabet, men det er ikke altid lige nemt – for indeni os alle sammen bor der en vild kanin, som har det svært med at passe ind i de kasser, som fællesskabet ofte beder os om at finde os tilpasse i," forklarer Søren Møller og fortsætter:
”Ofte har vi lyst til bare at slippe den vilde kanin løs – men det tillader vores omgivelser sjældent. For selv de frieste fællesskaber har deres begrænsninger, og det er blandt andet denne dikotomi, som forestillingen vil udforske.”
Forestillingen inviterer til en rejse gennem forskellige universer, inspireret af Gnags’ store bagkatalog. Publikum kan derfor se frem til klassikere som "Slingrer ned ad Vestergade", "Den dejligste morgen" og mange flere, der vil indgå i projektet.
I pressemeddelelsen fremhæver Søren Møller, hvordan han genkendte aktuelle tematikker og Gnags’ tidsløse relevans. Dette førte til, at han kontaktede Peter A.G., som hurtigt gav sin velsignelse til projektet. Gnags' frontmand er ikke en del af det kreative hold, men har været med ombord i den tidlige udviklingsfase:
"Man vil altid gerne sætte sit spor kulturelt, og mit håb er, at forestillingen vil hjælpe musikken til at leve videre hos nye generationer. Forhåbentlig vil den også leve videre inde i hovedet på dem, der i forvejen kender sangene, fordi de kommer til at opleve dem i ny tid tilsat nogle nye virkemidler," siger Peter A.G.
Sangeren fra Gnags har en stærk forbindelse til forestillingens tema, som også er en vigtig del af hans eget kunstneriske udtryk:
"Jeg er helt overbevist om, at det fællesskab, vi også synger så meget om i Gnags, er noget, som fremtiden kommer til at savne. Så forestillingen rummer en god relevans i forhold til tiden, vi lever i – for tiden skriger på fællesskab. Man kan ikke leve uden fællesskab, siger Peter A.G. og uddyber:
"Uden at blive set af hinanden. Uden at grine sammen. Du er på røven, hvis du tror, du bare kan klare dig selv, for det kan du ikke."
De mange år på scenen
Den danske rockgruppe, Gnags, der oprindeligt stammer fra Skjern, blev grundlagt i 1966. I løbet af bandets lange karriere har der været flere udskiftninger blandt medlemmerne, selvom besætningen var stabil fra 1981 til 1996. Peter A.G. Nielsen har dog været en konstant figur i gruppen som forsanger og tekstforfatter.
I de 58 år, han har tilbragt på scenen, har han lært om værdien af fællesskabet, hvilket kommer til udtryk i musikken: "Når vi synger sammen, kan det være, at nogle synger falsk eller uden for rytmen. Men forløsningen ligger i, at vi deler oplevelsen, siger han og afslutter:
"Det lyder altid fantastisk, når vi synger sammen – vi udligner hinanden. Jeg tror, at forestillingen kan være med til at holde liv i den form for fællesskab."
Billetsalget åbner tirsdag den 29. oktober 2024 kl. 8.00 på Gasværket og Musikhuset Aarhus.
LÆS OGSÅ: Nye vinkler, nye belysninger, nye skygger