Nyhed

Faustix får navn på anerkendt liste: "Jeg er super stolt og beæret"

Den danske dj opnår stor international anerkendelse med sit navn på prestigefuld liste

Faustix, også kendt som Morten Brangstrup Olsen, slutter sig til en lang liste af anerkendte dj's verden over, efter han netop er blevet annonceret som en del af det britiske magasin dj Mags Top 100 djs. 

På den anerkendte Top 100 djs-liste finder man, udover Faustix, også andre store internationale navne som blandt andre David Guetta, Steve Aoki, Peggy Gou og Martin Garrix.

Listen er en rangering af de mest populære dj's valgt gennem en afstemning, hvor folk fra hele verden stemmer på deres yndlings dj inden for elektronisk musik, herunder house, techno, trance og EDM. Listen er anset som prestigefuld, da den fungerer som en indikator for både popularitet og indflydelse på genren i musikindustrien. 


Til GAFFA udtaler Faustix: "''Jeg er super stolt og beæret over at være landet på listen over de 100 største djs i verden. Det er en liste, der vælges af folk og musikelskere, så jeg kan kun takke alle mine fans og dem, som har følt, at jeg fortjener at være på den liste. Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden forhåbentlig bringer af gode oplevelser og en masse musik.''

Faustix har de seneste år opnået stor succes som dj inden for elektronisk musik, specielt blandt genrerne EDM og future bass. Dj'en har derudover siden 2010 også haft internationalt medvind, hvilket har ledt til samarbejder med blandt andre amerikanske Diplo og Major Lazer

Ifølge en pressemeddelelse har 2024 markeret en ny milepæl for Faustix, der i år har taget et stort skridt på sin musikalske rejse og valgt at skifte fuldstændig til dj-genren "big techno". En genre, der er kendt for rytmiske beats og medrivende lydlandskaber, og giver Faustix mulighed for at eksperimentere med sin lyd og et solidt lærred, hvorpå han kan udtrykke sin kunstneriske vision.  


I 2021 vandt Faustix GAFFAs "Årets Danske Elektroniske Udgivelse" for ep’en Technodadmen kunne i 2023 også gå stolt hjem fra Club Awards 2023 med priserne "Årets Danske Producer" og "Årets Danske Remix" for sit remix af dj Encores 2001-hit "I See Right Through You".

GUIDE: Weekendens albumanmeldelser - hjerteknusende ballader og eksplosiv metal

ANNONCE