Nyhed

Heather Nova gæster Danmark med intimkoncert i 2025

Til foråret spiller hun igen på dansk jord i forbindelse med sin kommende turné

Bermudas sanger, sangskriver og digter, Heather Nova, vender tilbage til Danmark, når hun optræder i Bremen Teater den 11. marts 2025. Nova, der først slog igennem med sit album Oyster i 1994, har i over 30 år optrådt med sin unikke blanding af indiepop, rock og akustiske lydbilleder.

Hun vil på denne netop annoncerede turné præsentere en eklektisk blanding af akustiske numre med cello, kombineret med moderne synths, beats og percussion, meddeler en ny pressemeddelelse. Denne løfter også sløret for, at publikum kan se frem til både helt nyt materiale fra hendes kommende album samt ældre fan-favoritter.

GAFFA anmeldte sangeren, da hun spillede i Vega tilbage i 2011. Her fik hun fire stjerner, og blev beskrevet som dedikeret og en slags "dansker darling," der på trods af Danmarks størrelse, faktisk har opbygget en habil fanskare i vores ellers lille land.


Billetsalget starter fredag den 4. oktober kl. 10.00 via Live Nation og Ticketmaster.

LÆS OGSÅ: https://gaffa.dk/nyheder/2009/juni/heather-nova-i-dr-koncerthuset/

ANNONCE