Nyhed

HØR: Femstjernet band klar med ny single

Bandet reflekterer over skellet mellem ægte kærlighed og sociale masker på deres nye single

Kalaset udgav i går en ny single med titlen "Money For Love". Bandet, der på kort tid har opnået stor succes med deres fem-stjernede intense liveshows og radiodominans, tager endnu et skridt frem med den nye udgivelse, der udkom samme dag som deres omfattende Danmarksturné startede. En turné, der ifølge en pressemeddelelse, melder flere udsolgte shows. 

Siden debuten i 2021 med "Riv i mit hår", der blev udnævnt til P3s Uundgåelige, har Kalaset oplevet en konstant opadgående karrierekurve, og i februar 2023 udgav de deres debutalbum Grib mig hvis jeg falder, der blev omfavnet af GAFFA med fem stjerner. Efterfølgende har de optrådt ved flere lejligheder og blandt andet opnået fem stjerner ved Wonderfestiwall i august sidste år, fem stjerner ved Spot Festival i maj i år samt - du har nok gættet det - fem stjerner ved Tinderbox måneden efter.

Med alle de fine anmeldelser lå det lige til højrebenet, at bandet tidligere i år også blev kåret til Årets Nye Navn ved GAFFA-Prisen. Ifølge førnævnte pressemeddelelse, har deres påbegyndte turné i oktober og november allerede solgt over 7500 billetter. Pressemeddelelsen afslører også, at Kalaset er bekræftet til at optræde ved TV2s store årsskifte-show "De Største Øjeblikke" i december. 


"Money For Love" handler om skellet mellem, hvad vi opfatter som kærlighed, nærvær og status, og hvad disse ting egentlig er i virkeligheden. I pressemeddelelsen beskriver de singlen som en refleksion over de indre og ydre verdener, og hvordan vi ofte lever med masker på i sociale sammenhænge.

Hør den her:


ANNONCE