Nyhed

Kaizers Orchestra kommer til Danmark

Det norske band spiller i Danmark næste år og udgiver samtidig med annonceringen ny musik

Det norske band Kaizers Orchestra fortsætter deres triumferende tilbagevenden med en stor koncert i Royal Arena den 6. september 2025. Annonceringen kommer i kølvandet på en række shows i 2024, hvor bandet blandt andet optrådte i K.B. Hallen samt på festivalerne NorthSide og Tinderbox. Samtidig med annonceringen af deres kommende koncert, udgiver Kaizers Orchestra en ny sang, "This Is The Kaizer Family!", afslører en ny pressemeddelelse.

Bandets forårskoncert i K.B. Hallen blev udsolgt dagen efter billetsalgets åbning, skriver pressemeddelelsen. GAFFA anmeldte koncerten til fem ud af seks stjerner, og anerkendte bandet for stadig at være "mindst ligeså godt som før de gik i opløsning i 2013." Tre måneders tid efter optrådte de på sommerens festivaller, herunder Tinderbox og Northside, hvor GAFFA igen kvitterede med fem ud af seks stjerner ved sidstnævnte.

Bandets comeback i 2023 blev markeret med nye singler og en 56-shows lang turné i Norge, som blev udsolgt på få minutter. Dette comeback har fortsat ind i 2024, og nu ser bandet frem mod 2025 og en koncert i den 16.000-sæders store Royal Arena i København. Samtidig med koncertannonceringen udgiver de den nye sang "This Is The Kaizer Family!"


Billetterne til koncerten i Royal Arena bliver sat til salg fredag den 18. oktober kl. 10.00 via Ticketmaster.

LÆS OGSÅ: GAFFA-fotograf holder stor fotoudstilling med Kaizers Orchestra

ANNONCE