Nyhed

Lamin annoncerer eksklusive headlinershows

Den danske rapper melder klar med sine eneste headlinershows næste år

Efter udgivelsen af det anmelderroste tredje album Skyll, som fik fem stjerner af GAFFA, er Lamin klar til at tage næste store skridt. I 2025 spiller han to eksklusive headlinerkoncerter i Forum i København og i Aarhus Congress Center i Aarhus, hvilket, ifølge en pressemeddelelse, bliver hans eneste headlinershows for 2025.

På blot to år er Lamin gået fra en optræden på Spot Festival til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 2024, hvor GAFFA anmelder kvitterede med fem store stjerner. Og med det nye album i bagagen, har den danske rapper opnået status som "det vindstød, den danske hiphopscene har ventet på".

Lamin debuterede med en række singler i 2019 og 2020, hvorefter han i 2021 udgav debutalbummet Hva ved de om lams, som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder og ordene: "Stabilt touchdown fra albumdebuterende rapper." Herefter fulgte samarbejds-ep'en Ny agenda (2021) med Artigeardit, som affødte et stadig stabilt og eksisterende samarbejde mellem de to rappere, der senest blev set på fællesalbummet Nu hvor vi er her (2023), og som har affødt en massiv mængde hits som "Vågen", "Vi ku' blive", "Sent" og "Hva status" for blot at nævne nogle stykker. Inden Lamin udgav sit seneste album i september nåede han tidligere på året at udsende ep'en De her timer, hvorpå man finder hits som "De her timer" og samarbejdet "Hva du på (feat. Gilli)" med Gilli


Billetter til koncerterne i Forum og Aarhus Congress Center sættes til salg fredag den 11. oktober kl. 10 via www.lamin.wavy.dk.

Varm op til koncerten med et af Lamins største hits:   


LÆS OGSÅ: SE: Lamin viser dyster side på ny single

ANNONCE