Kris Kristofferson har efterladt stort indtryk på musikken og hos dem, der har haft fornøjelsen af at kende ham, herunder Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen
Kris Kristofferson, en af countryens mest elskede og fortolkede sangskrivere gik bort den 28. september i en alder af 88 år. Countrylegenden har uden tvivl sat sine musikalske og menneskelige aftryk - også hos Danmarks tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der tidligere på året udtrykte sin begejstring for den amerikanske sanger og sangskriver i et interview med GAFFA.
I et opslag på Instagram mindes Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) nu den afdøde sanger og sangskriver. Teksten til opslaget åbnes med ordene: "Help Me Make It Through The Night", en reference til Kristoffersons 70'er-nummer af samme titel, hvorefter Løkke Rasmussen skriver: "Selvfølgelig kommer jeg gennem natten, men jeg blev nu alligevel ramt i hjertet, da jeg tidligere i dag hørte, at Kris Kristofferson er død."
Politikeren deler hernæst ud af sin egen personlige relationen til den afdøde musiker, herunder om sit forhold til Kristoffersons sangtekster, der blandt andet hjælper Lars Løkke, når han føler sig 'blue': "(som han jo gør engang imellem)," ifølge opslaget. I opslaget skriver Løkke Ramussen også, at Kris Kristoffersons musik har fulgt ham gennem ungdomsårene og frem til i dag, og at han, udover at nære dyb beundring for countrysangeren, ved flere lejligheder haft æren af at møde ham på Marienborg og i privaten.
I den forbindelse deler Løkke Rasmussen i opslaget nogle anekdoter, som legenden Kristofferson har delt med politikeren gennem årene. Løkke Rasmussen nævner blandt andet en anekdote om, at Kris Kristofferson, der var uddannet militærhelikopterpilot, engang: "landede uindbudt i Johnny Cash' have med en demoindspilning af "Sunday Mornin’ Comin’ Down," som hverken Cash eller senere John Mogensen kunne stå for ("Søndag Morgen")." Han tilføjer:
"For mit indre øje vil jeg altid have billedet af ham med mine to hunde i sofaen. Og da Sólrun fyldte 50, overraskede han med en personlig videohilsen fra Hawaii."
Løkke Rasmussen runder opslaget af med ordene: "Det er en stor sangskriver, der er gået bort, men hans sange vil være her for evigt. Hvil i fred, Kris."
Se den fulde tekst og opslaget her:
LÆS OGSÅ: NEKROLOG: Frihed er bare et andet ord for ikke at have noget at miste