Rocklegenden vender tilbage på sin kommende turné
Lenny Kravitz aflægger besøg i Royal Arena i København den 22. marts 2025, når han drager afsted på sin verdensturné Blue Electric Light Tour, i forbindelse med udgivelsen af sit 12. studiealbum af samme navn, der blev udgivet tidligere i år.
Man kan roligt sige, at vi lige nu lever i dét, Billboard har navngivet "Lennaissance," hvor rocklegenden oplever en fornyet form for succes. Det har nemlig været et vildt år for den ellers 60-årige Lenny Kravitz, der for nyligt blev hædret med prisen "Music Icon Award" ved 2024 People's Choice Awards og også fik tildelt en stjerne på Hollywood Walk of Fame. Council of Fashion Designers of America uddelte desuden også prisen "Fashion Icon Award" til stjernen tidligere i år.
Rocklegenden kunne da tidligere i år også opleves herhjemme, da han i forbindelse med sin Europaturné i sommers, aflagde besøg på festivalen Tinderbox i Odense. En koncert GAFFA krediterede med hele fire stjerner og ordene: "Benklæderne var intakte, og kærligheden regerede, da Lenny Kravitz lukkede Tinderbox."
Nu vender han altså tilbage, når han endnu engang slår et smut forbi Danmark på den kommende turné. Det officielle billetsalg starter torsdag 24. oktober kl. 10.00. Billetterne kan købes her.
Varm op til koncerten her: