Trioens tredje album udkommer på fredag den. 4. oktober, kort før deres turné begynder
Danske Patina udgiver den 4. oktober første del af deres kommende album Uvejr, der bliver bandets tredje studiealbum. Deres første album, Drømmefanger, fik fire stjerner af GAFFA, mens det efterfølgende album, Genstart, fik tre stjerner. Ifølge en pressemeddelelse fra trioen, består den første del af det kommende album af seks sange, der udforsker temaer som kaos, ærlighed og autenticitet.
Patinas forsangere, er alle tre frontpersoner, der også fungerer som bandets trommeslagere. I pressemeddelelsen beskriver den ene af de tre, Mads Skov Hansen, denne konstellation som utraditionel og kaotisk, og det er præcis dét, der definerer deres lyd og energi: ”Vi er et band, der kaster os ud i kaos. Kaos er hele fundamentet for vores eksistens." Derfor går dette tema naturligvis også igen på albummets sang, "Krystalklart kaos".
Albummet, Uvejr, er ifølge pressemeddelelsen inspireret af både det indre og ydre kaos, som "Syg den dag"-trioen oplever i livet. På tracklisten, der består af seks titler, fremgår desuden et samarbejde med ingen mindre end selveste Peter A.G.:
- Uvejr
- Hr. Ingenting (feat. Peter A.G.)
- Krystalklart kaos
- Honey min
- Syg den dag
- Hold ud min ven
Med udgivelsen indleder Patina en omfattende danmarksturné med 19 datoer. GAFFA anmeldte senest den fynske pop-trio, da de spillede på Tinderbox i 2022. Anmelderen hævdede dem her som: ”ikke til at stå for” og kvitterede med fem stjerner. Derudover opvarmede de for nyligt for Christopher den 20. og 21. september 2024. Her roste GAFFA de tre energiske gutter for ”virkelig at få gang i publikum med både fællesdans og med sang.” Med denne succesoplevelse i kufferten, drager de nu ud på egen turné, der starter den 26. oktober i Svendborg og slutter i Store Vega den 7. december 2024. Se den komplette turnéliste her.