De fire gymnasievenner fra København er klar med en ny dobbelt-ep, og i den forbindelse annoncerer de både release-events og ny turné
Det københavnske band Aphaca udgiver på fredag den 11. oktober deres dobbelt-ep, Magna, på vinyl. Udgivelsen samler de to ep’er Mig og min mund og den nyeste Kan du mærke suset? på én plade, afslører en pressemeddelelse.
Aphaca, der består af Rumle Hueg Kærså, Bertram Ask Plauborg, Bertil Engberg Nielsen og Noah Elias Rasmussen, blev dannet på Det Frie Gymnasium i København. Dermed udspringer deres musik af ungdommens refleksioner over livet, venskab og fællesskab, og vinylen Magna markerer derfor endnu en milepæl i deres musikalske rejse.
Med debutalbummet Et aar uden dig, har gymnasievennerne gjort sig bemærket på den danske musikscene. GAFFA anmeldte senest bandet ved Parkscenen på Spot Festival tidligere i år og gav ordene "Aphaca fik solen til at bryde frem" og kvitterede med fem store stjerner. Sangene på Mig og min mund er et introspektivt studie i identitet og eksistentielle spørgsmål, mens de nyere numre fra Kan du mærke suset? indfanger en mere udadvendt og flygtig energi. Dertil forklarer sanger og sangskriver Rumle Kærså i pressemeddelelsen, at bandet søger at skabe nærvær gennem deres musik og opfordrer til fællesskab: "Vi styrker hinanden – og alle fortjener at være en del af noget."
I forbindelse med ep-annonceringen afslører bandet også, at de drager på turné i 2025. Det sker ovenpå en igangværende, udsolgt efterårsturné og en nylig nominering til 'P3 Talentet' ved dette års P3 Guld, som løber af stablen den 18. oktober, hvor bandet også er sat til at optræde.
Foruden en ny turné, der tager gruppen forbi de fire største danske byer i maj 2025, bliver den nye vinyl, Magna, tilmed fejret med to release-events i Aarhus og København.
Billetter til danser på minder live tour 2025 sættes til salg torsdag kl. 10.00 på aphaca.dk.