Parkway Drive bringer deres 20-års jubilæumsturné til Europa med deres største shows til dato, suppleret af landsmændene Thy Art Is Murder og The Amity Affliction
I forbindelse med bandets 20-års jubilæum kommer de australske metalpionerer, Parkway Drive, til Europa, hvor de gæster Danmark den 16. november 2025 i K.B. Hallen.
Parkway Drive blev dannet i den australske surfer-by Byron Bay tilbage i 2003. De debuterede med albummet Don't Close Your Eyes i 2004. Sidenhen er det blevet til en række album, hvoraf deres sidste udgivelse er albummet Darker Still fra 2022.
I 2023 kunne Parkway Drive fejre 20-års jubilæum. I den anledningen tager de nu på turnéen 20 Year Anniversary European Tour 2025, hvor de rejser rundt på de europæiske arenaer i løbet af efteråret 2025.
Om den kommende turné fremgår det af pressemeddelelsen, at bandet vil præsentere deres nyeste og mest ambitiøse sceneshow til dato. Sidst, GAFFA anmeldte Parkway Drive, spillede de på Copenhells Helviti-scene, hvor de desværre ikke formåede at indfri deres fulde potentiale og modtog derfor fire stjerner.
Om de kommende optrædener fortæller Parkway Drives frontman Winston McCall: "Vi har altid været stolte af at levere det bedst mulige show, men vores 20-års jubilæumsturné vil tage alting til et nyt ekstreme. Vi bringer mere ild, mere energi, og en produktion, der er større end noget, vi har gjort før."
De fem australske venner har til deres Europaturné allieret sig med to andre australske metalbands herunder deathcore-bandet Thy Art Is Murder og post-hardcore The Amity Affliction.
Udover musikken findes der en dokumentar om bandet med titlen Parkway Drive: Viva the Underdogs. Dokumentaren er fra 2020, og som seer følger man de fem barndomsvenner fra Byron Bay, der gennem 15 års musikalsk eventyr lander som hovednavn på Europas største metalfestival Wacken Open Air i 2019.
Billetsalget til koncerten begynder fredag den 18. oktober klokken 11:00 på livenation.dk og billetlugen.dk
ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 10 bedste album ifølge Siff Haar-Lund