Nyhed

SÅ ER DET NU: Skal du spille på Spot Festival 2025?

Danmarks musikbranche er samlet i Aarhus for at spotte fremtidens næste store stjerner. Er du en af dem?

Der er lagt op til den helt store familiefest, når Spot Festival byder den nationale såvel som internationale musikbranche velkommen til smilets by, hvor de næste store musikstjerner står i kø for at blive spottet til årets showcasefestival.

Spot Festival løber af stablen på forskellige lokationer i Aarhus den 2. og 3. maj, og i dag åbner festivalen for deres ansøgningsportal, hvor ambitiøse kunstnere med en drøm i maven kan ansøge om at blive en del af festivalens 2025-program. 

Det er første gang, Spot Festivals nye direktør Rikke Andersen sidder ved roret i ansøgningsprocessen, da hun overtog faklen fra Gunnar Madsen, som gik på pension i slutningen af sidste år efter 30 år i spidsen af festivalen. Rikke Andersen, som kommer med en fortid som leder for spillestedet Fermaten i Herning, fortæller i en pressemeddelelse, at hun glæder sig til at dykke ned i talentmassen:

"Det er tydeligt, at den musikalske talentmasse blomstrer som aldrig før. Nu er det første gang, jeg som direktør for Spot, skal være med til at åbne for årets ansøgningsrunde, og jeg glæder mig meget til at lytte til puljen af dygtige, kreative, og velspillende bands og artister, der har lyst til at dele deres musik med os", lyder det fra Rikke Andersen, direktør for Spot Festival. 

Alle bands og artister, der skaber original musik, kan søge om at få lov til at spille på Spot Festival - uanset genre. Man må bare ikke tidligere have været udvalgt af Spot til at spille på festivalen. 

Man kan læse mere om ansøgningsprocessen her.

Norges pendant til Spot Festival hedder by:Larm og fandt sted den 12. - 14. september i Oslo, hvor GAFFA naturligvis var tilstede for at få en smagsprøve på Nordens nye talenter. Læs vores reportage over festivalen og vores top 10-liste med artister, du skal holde skarpt øje med.

LÆS OGSÅ: SPOT 2024: Her er årets seksstjernede højdepunkter

ANNONCE