Nyhed

Se One Direction-medlemmers sidste ord til Liam Payne

Bandmedlemmernes sidste ord inkluderer blandt andet "du var den vigtigste i One Direction" - læs de dybfølte hyldester her

*Opdateret: Niall Horan har nu delt sine sidste ord til Payne på Instagram, og kan findes nederst i artiklen.

I en tid, hvor verden stadig bearbejder tabet af en af popmusikkens store stjerner, Liam Payne, har hans tidligere bandkammerater fra One Direction, Louis Tomlinson, Zayn Malik, Harry Styles og Niall Horan også delt dybt personlige og rørende hyldester.

Medlemmerne mindes ikke kun venskabet, de delte gennem årene, men også de særlige øjeblikke, de oplevede sammen på og udenfor scenen. Dermed kaster de lys over det ubrydelige bånd, som fortsat binder dem sammen, selv efter bandets opløsning. Læs deres rørende beskeder her:


Louis Tomlinson: Jeg har svært ved at acceptere tanken om at sige farvel
Louis Tomlinson delte sin personlige og dybtfølte hyldest til sin tidligere bandkammerat på Instagram. Delvist i et opslag og delvist på sin story. På sidstnævnte skrev den 32-årige sanger blandt andet: "Jeg elsker dig, jeg vil altid være din storebror X". På det faste opslag på profilen beskriver han blandt andet Payne som "den mest afgørende del af One Direction." Han mindes Paynes talent for sangskrivning, hans scenepræstationer og hans musikalske evner, der bidrog væsentligt til bandets succes. "Tak fordi du formede os, Liam," afslutter han med. Til teksten har han vedhæftet et billede af ham og Payne på scenen fra deres tid tid sammen i One Direction. Se billedet under den fulde, rørende afsked, som oversat til dansk lyder: 
Jeg er helt knust over at skrive dette, men i går mistede jeg en bror. Liam var en person, jeg så op til hver eneste dag – sådan en positiv, sjov og venlig sjæl. Jeg mødte først Liam, da han var 16, og jeg var 18. Jeg blev øjeblikkeligt imponeret over hans stemme, men vigtigere endnu, efterhånden som tiden gik, fik jeg mulighed for at lære den bror at kende, jeg havde længtes efter hele mit liv.
Liam var en utrolig sangskriver med en fantastisk sans for melodi. Vi talte ofte om at komme tilbage i studiet sammen for at forsøge at genskabe den sangskrivningskemi, vi havde opbygget i bandet. Og for at sætte tingene på plads, så var Liam efter min mening den vigtigste del af One Direction. Hans erfaring fra en ung alder, hans perfekte tonehøjde, hans scenenærvær, hans talent for at skrive. Listen fortsætter. Tak for at forme os, Liam.
En besked til dig, Liam, hvis du lytter, jeg føler mig uendeligt heldig over at have haft dig i mit liv, men jeg har virkelig svært ved at acceptere tanken om at sige farvel. Jeg er så taknemmelig for, at vi kom endnu tættere på hinanden efter bandet – at tale i telefon i timevis og mindes alle de tusindvis af fantastiske minder, vi havde sammen, var en luksus, jeg troede, jeg ville have med dig resten af livet. Jeg ville have elsket at dele scenen med dig igen, men det skulle ikke være.
Jeg vil have, at du ved, at hvis Bear nogensinde har brug for mig, vil jeg være den onkel, han har brug for i sit liv, og jeg vil fortælle ham historier om, hvor fantastisk hans far var. Jeg ville ønske, jeg havde haft chancen for at sige farvel og fortælle dig én gang til, hvor meget jeg elskede dig.
Payno, min dreng, en af mine bedste venner, min bror, jeg elsker dig, kammerat. Sov godt X."

Artiklen fortsætter under opslaget

Zayne Malik: "Jeg fik aldrig takket dig..."
Kort efter Louis Tomlinson delte sit opslag, reagerede 31-årige Zayn Malik også på sin Instagram-profil. Billedskrivelsen er simpel, men siger alt: "Elsker dig bror," hvortil billedet er af de to, der sover sammen i en bil. Et minde, som formodentligt stammer fra en af deres turnéture, fra tiden som band. Derudover har han også delt et billede med en særlig tekst, hvor han blandt andet skriver, at han aldrig nåede at takke Liam Payne for den støtte, han gav under nogle af de sværeste perioder i livet. Den fulde tekst lyder:
"Liam, jeg har taget mig selv i at tale højt til dig, i håb om at du kan høre mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke egoistisk på, at vi skulle have haft mange flere samtaler i vores liv. Jeg fik aldrig takket dig for at støtte mig gennem nogle af de sværeste tider i mit liv. Da jeg som 17-årig savnede mit hjem, var du altid der med et positivt sind og et beroligende smil, og du lod mig vide, at du var min ven, og at jeg var elsket.
Selvom du var yngre end mig, var du altid mere fornuftig end mig. Du var viljestærk, havde stærke meninger, og du var ligeglad med at fortælle folk, når de tog fejl. Selv om vi stødte hoveder sammen nogle gange på grund af det, respekterede jeg dig i hemmelighed altid for det. Når det kom til musikken, Liam, var du den mest kvalificerede på alle måder. Jeg vidste intet i sammenligning; jeg var et barn uden erfaring, og du var allerede professionel. Jeg var altid glad for at vide, at uanset hvad der skete på scenen, kunne vi altid stole på, at du vidste, hvilken vej vi skulle styre skibet næste gang.
Jeg mistede en bror, da du forlod os, og jeg kan ikke forklare, hvad jeg ville give for bare at give dig et kram én sidste gang og sige farvel ordentligt til dig og fortælle dig, at jeg elskede og respekterede dig højt. Jeg vil altid værne om de minder, jeg har med dig i mit hjerte for evigt. Der er ingen ord, der retfærdiggør eller forklarer, hvordan jeg har det lige nu, udover at jeg er fuldstændig knust. Jeg håber, at uanset hvor du er lige nu, så har du det godt og er i fred, og at du ved, hvor elsket du er.
Jeg elsker dig, bror."

Artiklen fortsætter under opslaget


Harry Styles
Den 30-årige sanger, sangskriver og skuespiller, Harry Styles, delte sin hyldest fyldt med kærlighed og respekt til en ven, som han uden tvivl vil savne. På opslaget ses Liam Payne sidde på en scene med ryggen til. Styles' dybtfølte tanker fokuserer særligt på Liam Paynes efterladte familie. Derudover hylder han sin nære ven for den glæde, han bragte til dem omkring sig, samt det uforglemmelige bånd, de to delte gennem årene:
"Jeg er dybt knust over Liams bortgang.Hans største glæde var at gøre andre mennesker glade, og det var en ære at være ved hans side, mens han gjorde det. Liam levede åbent, med sit hjerte på rette sted, og han havde en livsglæde, der smittede af på andre. Han var varm, støttende og utrolig kærlig. De år, vi tilbragte sammen, vil for evigt stå som nogle af de mest værdifulde år i mit liv. Jeg vil altid savne ham, min elskede ven. Mit hjerte brister for Karen, Geoff, Nicola og Ruth, hans søn Bear, og alle dem rundt omkring i verden, som kendte og elskede ham, ligesom jeg gjorde. - Harry".


Artiklen fortsætter under opslaget


Niall Horan: Jeg vidste ikke, da jeg krammede ham farvel, at det blev farvel for altid
Det sidste bandmedlem, Niall Horan, har netop færdiggjort sin otte måneder lange turné, The Show Live On TourUnder denne turné, mere specifikt den 2. oktober, fik han besøg af Liam Payne. Det skriver Magasinet People. Dette besøg referer den 31-årige Horan også til i sit mindeopslag på Instagram, der inkluderer et billede af de to stjerner sammen fra One Direction-tiderne. Han skriver:

"Jeg er fuldstændigt knust over at min fantastiske ven, Liam, er gået bort. Det føles bare ikke rigtigt. Liam havde en smittende livsenergi og passion for arbejdet. Han var den gladeste i ethvert rum og fik altid alle andre til også at føle sig glade og sikre.
Alle de grin vi havde gennem årene, nogle gange over de mest simple ting, forsætter med at komme til mine tanker, alt imens jeg er ked af det. Vi fik chancen for at leve de vildeste af vores drømme ud sammen og jeg vil værdsætte hvert øjeblik vi fik for altid. Det bånd og det venskab vi havde sker ikke ofte igennem et liv.
Jeg føler mig så heldig over, at jeg fik lov til at se ham forleden. Desværre vidste jeg ikke, at da jeg krammede ham og sagde farvel den aften, at det blev et farvel for altid. Det knuser mit hjerte.
Al min kærlighed og kondolancer går ud til Geoff, Karen, Ruth, Nicola og selvfølgelig hans søn Bear.
Tak for alting, Payno. Elsker dig bror.
- Nialler"

LÆS OGSÅ: Et hav af mindeord: Verden mindes Liam Payne

ANNONCE