Robert Smith forklarer, at død og tilfældighed var kerneårsager til omslaget på gruppens kommende album
The Cures længeventede album Songs of a Lost World er sat til at udkomme den 1. november og markerer udgivelsen af gruppens første studiealbum siden 2008. Forud for det kommende album har de udgivet singlerne "Alone" og "A Fragile Thing".
I et interview med NME fra 2019 forklarer Robert Smith at deres kommende udgivelse bærer præg af livets mørke side på grund af bortgangen af hans mor, far og bror. Derfor ligger det heller ikke helt fjernt, at albumcoveret trækker tråde til de mere mørke afkroge. I et nyt interview med Matt Everitt løfter Smith nu sløret for, hvordan albumcoveret blev til.
I interviewet beretter han om at have modtaget en bog af den slovenske billedhugger Janez Pirnat i januar 2021, som forblev uåbnet, indtil han tilfældigt åbnede den en dag.
"Jeg så dette hoved, og det er som om, det dukker op af stenen.. der et et eller andet ved det. Jeg tænkte: 'Det var dén, det her er albumcoveret', slog det mig," fortæller Smith og tilføjer:
"Sådanne ting sker nogle gange: 'Det er det billede, jeg vil have, og jeg ved ikke hvorfor'. Jeg tænkte: 'Jeg må hellere finde ud af, om han vil lade mig bruge det'.
"Jeg åbnede [computeren, red.], søgte på ham online, og det viste sig, at han var død samme dag. Janez Pirnat var død den dag, jeg slog ham op! Jeg plejer normalt ikke at tro på sådanne ting, som at, 'Åh, det var meningen' – men det var en meget mærkelig tilfældighed, som cementerede idéen om, at dette bare måtte være albumcoveret."
Han fortsætter: "Jeg kom til sidst i kontakt med hans enke og endte faktisk med selve skulpturen; jeg har den faktisk derhjemme. Det er en fantastisk skulptur."
Sådan endte skulpturen på albumcoveret af det omdiskuterede The Cure-album, der har været undervejs i flere år.
GAFFA anmeldte den første single "Alone", der udkom i slutningen af september. Her kvitterede anmelderen med hele fem stjerner og afsluttede anmeldelsen med disse ord: "Her 23 år efter er al mørket her stadig. Og livet bliver ikke nemmere, mens tiden rinder ud. Og verden er mørkere, og det føles, som om vi synger på sidste strofe. Alle sammen. Men indtil da er The Cure tilbage. Og den sidste strofe synger vi alle alene."
Det fulde interview ses her.
Albumcoveret kan ses i et opslag på The Cures Instagram-profil her: