Nyhed

The Offspring kommer til Danmark

Det amerikanske punkrockband får selskab af Simple Plan, når de gæster Royal Arena i det nye år

Så er der flere gode nyheder til The Offspring-fans! Ikke alene udgav punkrockerne et nyt album i fredags. Nu har de også annonceret, at de kommer til Danmark i det nye år i forbindelse med deres Supercharged Worldwide Tour. Her får de selskab af det canadiske band Simple Plan, som siden dannelsen i 1999 har cementeret sig inden for poppunk-kulturen. Ifølge en pressemeddelelse byder samspillet mellem de to bands på en nostalgisk detour tilbage til MTV's storhedstid, når de gæster Royal Arena den 11. oktober 2025.

The Offspring debuterede i 1989 og har sidenhen udgivet en lang række guld- og platinsælgende album, hvor de på verdensplan har solgt mere end 40 millioner plader. Desuden er det i år 30 år siden, at bandet fik deres helt store gennembrud med albummet Smash (1994). I årene efter gennembruddet hoppede de med på en ny generation af punk, hvor de sammen med bands såsom Green Day, NoFX og Blink-182 genoplivede genren i USA op igennem 1990'erne. 

Siden gruppens dannelse i 1984 er det sanger, sangskriver og guitarist, Dexter Holland, der har stået i front. Af en pressemeddelelse fremgår det, at han, udover sit virke som punk-rockstjerne, også har en Ph.d. i molekylærbiologi, er frivillig flyinstruktør og indehaver af hot-sauce producenten Gringo Bandito


Deres seneste album Supercharged (2024) kendetegner deres musikalske stil, som den har været de sidste 30 år. GAFFAs anmelder pointerer dog, at albummet langt fra er kedeligt på grund af den uforanderlige lyd af Dexter Hollands nasale vokal, der ikke har forandret sig siden debuten. Et album, hvor The Offspring høstede fire stjerner. 

Det er ikke længe siden, at The Offspring indtog Helvíti-scenen på Copenhell. De spillede nemlig på dette års metalfestival, hvor de beviste, at selvom det er 30 år siden, de for alvor brød igennem, er de langt fra færdige. En præstation, som GAFFAs anmelder gav fire stjerner.

Nu er de sammen med Simple Plan klar til at tiltrække teenagenostalgikere og punkentusiaster, når de indtager Royal Arena den 11. oktober 2025. 


Billetterne sættes til salg den 18. oktober klokken 10:00 via Ticketmaster. 

The Offspring: Folk har ikke tålmodighed til et album i dag

ANNONCE