Nyhed

Tidligere Iron Maiden-forsanger Paul Di' Anno er død

Paul Di' Anno, der stod i front for Iron Maiden fra 1978 til 1981, er gået bort i en alder af 66 år

Tidligere frontsanger i det britiske band Iron Maiden, Paul Di' Anno, er gået bort i en alder af 66 år. Det meddeler bandet i et opslag på det sociale medie X. Heri skriver bandet blandt andet, at Di' Annos bidrag "hjalp bandet med at bane vejen for den rejse, de har været på i snart fem årtier." De tilføjer, at hans "banebrydende tilstedeværelse" vil "blive husket med glæde, ikke kun af os [bandet, red.], men af fans verden over." 

Artiklen fortsætter under opslaget

Di' Anno, født Paul Andrews, medvirker på Iron Maidens første, selvbetitlede albumudgivelse Iron Maiden (1980) og efterfølgeren Killers (1981). Siden da havde han en solokarriere som artist under eget navn.

Samme år som bandet indspillede Killers blev Di' Anno fyret af bandet. Bandets valg om at stoppe samarbejdet skyldtes, at Di' Anno havde et veldokumenteret kokainmisbrug, som gjorde det svært for ham at udfylde og udvikle sin rolle i bandet og præstere til koncerter. Hans sidste koncert med bandet blev spillet i september 1981 i Odd Fellow Palæet i København.


LÆS OGSÅ: Tito Jackson er død

ANNONCE