Nyhed

Tyler, The Creator annoncerer nyt album

Den amerikanske rapper er nu klar med sit 8. studiealbum

Kort tid efter udgivelsen af videoen "St. Chroma", har den amerikanske rapper Tyler, The Creator nu annonceret sit 8. studiealbum Chromakopia, der udkommer allerede mandag den 28. oktober. 

Tyler, The Creator afslørede albumudgivelsen på sin Instagram med et billede af rapperen iført en maske og teksten "Chromakopia", i grøn og med djævlehorn. Til billedet skriver han: "Chromakopia: october 28th / chromakopia.com / the 8th album."

Artiklen fortsætter under opslaget 


Det er ikke tilfældigt, at albummet udkommer en mandag frem for om fredagen, der ellers er den mest normale dag for nye musikudgivelser. I et interview med den canadiske journalist Nardwuar fra november, fortalte Tyler, The Creator nemlig, at han ikke bryder sig om at udgive om fredagen, da han mener, det lægger op til "passiv lytning" i weekenden.


" (...) Jeg ved, folk tænker, at fordi det er weekend, kan de lytte til ting, og at antallet af streams stiger. Og streamingfolkene siger: 'Åh, streams stiger i weekenden!' Men jeg tror, det er meget passiv lytning, til fester eller når folk får tid til at gå i fitness, så de lytter ikke rigtigt." fortæller han i interviewet og fortsætter:

""Hvis du udgiver det i løbet af ugen, så har folk deres pendling til arbejde eller skole, hvor de virkelig har den time eller de 30 minutter til at 'dykke ned' og virkelig lytte..."

Chromakopia er rapperens første studiealbum siden udgivelsen Call Me If You Get Lost fra 2021, der dengang blev krediteret med hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Når Tyler, The Creator udgiver et nyt album, er noget af det bedste ved det, at det aldrig helt er til at vide, hvad man skal forvente. Gang på gang har han demonstreret sin udsøgte evne til at tænke ud af boksen, og resultatet er i denne omgang et gennemført, velproduceret konceptalbum."


Tyler, The Creator teasede for albummet med den uhyggelige video "St. Chroma". I den dystre sort/hvid-video, ses Tyler, The Creator føre en marcherende trop ind i en container med teksten "Chromakopia" på. En gemt skikkelse sprænger dernæst containeren i luften, og videoen får pludseligt farver.

Desuden offentliggjorde den canadiske Daniel Caesar i en historie på Instagram, ifølge NME, at han står bag omkvædet i "St. Chroma"-videoen: "Lavede nogle vokaler på dette, meget stolt!"

Få en forsmag på albummet her:


VIDEO: Tyler, The Creator teaser ny musik

ANNONCE