Nyhed

VIDEO: Elton Johns mørke fortid skildres i ny dokumentar

Dokumentaren får snart premiere og indeholder eksklusive optagelser, der afslører sangerens liv bag scenen

Elton John er klar til at dele nye dybdegående indsigter om sit liv og sin karriere i den kommende dokumentarfilm Never Too Late, som får premiere på Disney+ den 13. december. Dokumentaren lover en ærlig fortælling om hans opstigning til berømmelse, hans mørke perioder med stofmisbrug og kampen tilbage til ædruelighed, skriver det amerikanske medie NME. Den første trailer blev offentliggjort i går og giver et indblik i de personlige kampe, som har formet en af verdens mest ikoniske musikere. 

Gennem dokumentaren åbner den 77-årige musiker op for dele af sit liv, som ellers hidtil har været skjult for offentligheden, og giver et unikt blik ind i hans personlige og professionelle udvikling. I trailerens rørende tale, der danner ramme for en animeret version af en næsten druknende Elton John, udtaler han: ”På et tidspunkt var der et tomrum indeni mig. Min sjæl var blevet mørk. Jeg var ikke til at være i nærheden af. Jeg havde ikke andet end min succes og mine stoffer.”

Selvom musikeren før har udtalt, at han ikke er interesseret i fortiden – heller ikke sin egen – lader Never Too Late til at blive en undtagelse. Dokumentaren, som strækker sig over flere årtier, vil vise koncertoptagelser fra de sidste 50 år, der aldrig før er set samt introducere private dagbøger og nutidige optagelser af Elton John og hans familie, ifølge NME. Det er derfor en ærlig og rørende skildring af manden bag musikken, hvor livets op- og nedture spiller en central rolle.


GAFFA anmeldte musikikonet afskedskoncert i sommeren 2023, der, ligesom dokumentaren, blev et symbol på "Rocket-man"-sangerens 50-årige lange karriere. Koncerten var både nostalgisk, storslået, intim, selvsikker og nærværende, og anmelderen takkede for oplevelsen med fem ud af seks stjerner.

Se traileren til Never Too Late her:


LÆS OGSÅ: Elton John om Donald Trump: Han er hylende morsom

ANNONCE