Den københavnske duo er ude med en ny opløftende single
LuckyPause er ude med deres anden single med titlen "T.h.e. R.i.t.u.a.l". Ifølge en pressemeddelelse fanger den nye single den rå, rituelle trang til at tage i byen og genfinde sig selv efter et brud. Den handler om den rensende frigørelse på dansegulvet med vennerne, hvor hvert beat hjælper dig med at genvinde din fornemmelse af dig selv. Dermed indkapsler sangen blandingen af at føle sig lidt ude af kontrol og vild, mens man balancerer hjertets tunghed med nyvunden frihed og den urokkelige støtte fra sine venner, uddyber pressemeddelelsen.
Den københavnske duo er et friskt nyt navn på musikscenen, og består af vokalist og sangskriver Lærke Corfix og musiker og producer Paw Eriksen. Selvom duoen kun har udgivet "Skip A' Beat" som deres eneste single, før den nye udgivelse i dag, har de allerede spillede på højtprofilerede festivaler som Smukfest,
Uhørt, Spot Festival og GrimFest i år.
Blandt andet var GAFFA forbi, da de spillede på Voxhall under dette års Spot Festival, og her kvitterede anmelderen med fem stjerner for duoens optræden: "Luckypause begår ingen svinkeærinder under en meget fokuseret mission om at holde konstant tempo. På mange måder den mest fuldendte koncert på dette års Spot, en show case af ja, udelukkende uudgivet materiale, der i seks ud af syv tilfælde er førstesingler."
Og netop med selvsamme sætliste fra Spot-koncerten, der indeholdt førnævnte syv "rene førstesingler", må vi antage, at der er mere godt i vente fra duoen i fremtiden. Indtil da kan deres nye single høres - og den tilhørende musikvideo ses - nedenfor.