Den belgiske sanger annoncerer koncert i Danmark som led i sin Karaoke Moon-turné i foråret
Den belgiske musiker Warhaus, der også er kendt som frontmand i Balthazar, gæster igen Danmark, når han spiller i Amager Bio den 16. marts 2025. Det sker med turnéen Karaoke Moon fra det kommende album af samme navn, som udkommer senere på året. Ifølge en pressemeddelelse kombinerer musikken på det kommende album forførende melodier med drømmende instrumentering, mens teksterne berører kærlighedens og livets mere mørke sider.
Warhaus har tidligere udgivet albummene We Fucked a Flame into Being (2016), som GAFFA gav fem ud af seks stjerner, og det selvtitlede Warhaus (2017) som fik fire ud af seks stjerner. Dermed har han cementeret sig og etableret et anmelderrost, musikalsk grundlag, der danner rammerne for hans solokarriere. Ifølge pressemeddelelsen forsætter hans nyeste album, Karaoke Moon, den musikalske linje fra Warhaus' tidligere værker. De to singler, "No Surprise" og "Where the Names are Real", er indtil videre udgivet fra albummet og kan høres nederst i artiklen.
I forlængelse af udgivelsen af det nye album, vender Warhaus tilbage til København, hvor han senest optrådte i 2023 i et udsolgt Pumpehuset. GAFFA anmeldte senest musikeren i 2018, da han optrådte på Posten i Odense og opnåede fire stjerner.
Billetterne til koncerten i Amager Bio sættes til salg den 9. oktober 2024 kl. 10 via All Things Live og Ticketmaster.
LÆS OGSÅ: De belgiske mørkemænd Warhaus tilbage til Danmark