"Pop-rebellen" udforsker nye sider af sig selv og markerer starten på en ny musikalsk æra
Asbjørn har været på manges læber denne sommer. Med en forside på GAFFA og adskillige optrædener på blandt andet Roskilde Festival og i Go' Morgen Danmark, har han været svær at overse. Og nu er den selverklærede pop-rebel altså klar med den nye single "A Door! A Window!"
Singlen er en legesyg elektronisk ballade, der skiller sig ud med fuglesang, staccato-strygere og et kaotisk klimaks. Nummeret følger Asbjørns velkendte eksperimenterende stil og tilbyder et indblik i en dybt personlig konflikt. I en pressemeddelelse uddyber han: "Denne sang rummer både ønsket om at åbne sig op og dele sårbarheden, samt impulsen til at lukke sig i og passe på sig selv. I singlen forsøger jeg at kaste mig ud i det; vise sårbarhed, omsorg, grimhed, det smukke og lade hinanden være der."
Singlen markerer hans kommende album The Secret Our Bodies Hold, som udkommer den 1. november. Asbjørn har i alt udgivet tre albummer, hvoraf det seneste Boyology høstede fem stjerner af GAFFAs anmelder. For at fejre albummet drager Asbjørn på en soloturné med titlen Asbjørn & His Piano, hvor han vil optræde i intime rammer alene med sit klaver. Turnéen starter i Aarhus den 22. oktober og fortsætter til Odense, København og Ry:
- 22/10: Langenæskirken, Aarhus
- 23/10: Ungdomshuset, Odense
- 24/10: Literaturhaus, København
- 25/10: Gnisten, Ry
Lyt til den nye single her:
LÆS OGSÅ: Internationalt stjerneskud – man må være, som man er