Nyhed

Barselona "går bare" på ny single

Med deres nyeste single vil duoen vende udgivelsesprocessen på hovedet og udgive musik direkte fra studiet

Helt frisk fra studiet og med en elektronisk lyd, berører duoen Barselona det travle og krævende liv på deres nyeste single "Går bare", der udkommer et år efter deres seneste albumudgivelse Væbnet hjerte

På "Går bare" reflekterer duoen over nogle af de strukturer, der findes i vores samfund, som stiller høje krav til mennesket, der, selvom det gør sit bedste, kan rammes af en følelse af utilstrækkelighed. Derudover er det nye nummer også et forsøg for duoen på at vende musikkens udgivelsesproces på vrangen, og udgive musikken som de plejede at gøre på deres tidlige mixtapes: Direkte fra studiet til lytteren. 

Barselona har de sidste seks år arbejdet med album-formatet. Et format de to musikere Rud Aslak og Rasmus Theodor, ifølge en pressemeddelelse, har erfaret er både banebrydende, men også tidskrævende. Bandet træder derfor nu ud på lettere ubevandret land, hvor princippet er at udgive sangene, så snart de er færdige: 


”Folk kan forvente alt – det er hele pointen. Vi har på "Går Bare" atter allieret os med Frederik Thaae, og vi er gået endnu mere ud af en elektronisk tangent end på for eksempel Væbnet hjerte. Men dette udtryk er blot en ny retning ud af mange, og så må fremtiden vise, om der kommer en større sammenhæng på sigt - men nu leger vi bare!”, fortæller bandet i pressemeddelelsen.

Barselona har haft en begivenhedsrig sommer, hvor de blandt andet har optrådt på dette års Northside Festival i Aarhus og leverede en optræden på Roskilde Festival, som GAFFAs anmelder krediterede med fire stjerner og skrev:

"Koncerten på Arena viste, at de er et sprødt bud på dansk, nutid pop, som ikke er danskpop, ikke letfordøjelige, ligegyldige P3-ørehængere, men numre, der rent faktisk udtrykker en feeling - og i en fin hybrid mellem det let melankolske, eftertænksomme og lettere lalleglade positive, som får det hele til at glide ned."


Hør den nye single her: 

Natklubstemning i Barselona


ANNONCE