Nyhed

Cannonball 2024 tilføjer de sidste navne til plakaten

Rockfestivalen er klar med det endelige program, som byder på tre nye danske navne

Cannonball 2024 kan nu offentliggøre det fulde program til årets store rockfestligheder, som finder sted, når todages-festivalen blænder op for internationale rocknavne i K.B. Hallen i København senere på måneden.

Det sker med annonceringen af de tre nye danske navne, Psyched Up Janis, Lydsyn og Skullclub, som skal supplere det resterende program, der, foruden bestående af det danske rockact Superloader featuring Johan Olsen fra Magtens Korridorer samt et skud svensk powerpunk fra The Headlines, består af internationale rocknavne som The Dandy Warhols, The Black Angels, Danko Jones, Ten Years After, Phil Campbell And The Bastard Sons og Massive Wagons.

Psyched Up Janis har netop været på 30-års jubilæumsturné i foråret 2024, som de afsluttede med to koncerter i Store Vega. Nu er bandet klar til en ekstra omgang i manegen, når de gæster Cannonball 2024 i K.B. Hallen den 28. september, som bliver gruppens eneste København koncert i efteråret. Om denne samt de resterende to tilføjelser til programmet, udtaler festivalens arrangører Erling Daell og Frederik Schnoor: 


"Med de seneste tilføjelser til programmet rammer vi en nerve af punket, rebelsk og psychrocket energi, som er et spejl af storbyens svedige puls. Cannonball 2024 kommer nu i mål med den maksimale kvalitetsfest til den minimale billetpris, som har været ambitionen og udfordringen fra starten". 

Selv beskriver de festivalen, der første gang blev afholdt i 2022, som et fristed for hårdtpumpet rock 'n' roll, som lugter af garage, psych og anarkistisk energi:

"Cannonball 2024 er en rockfestival med plads til alle, der vil have blæst hovedet igennem af solid, håndspillet rock. Men der skal også være en gennemført stemning. Vi kan godt lide noget lir, og derfor byder Cannonball 2024 også på udstillede "muskelbiler", rodeotyr, flippermaskiner, rockmerchandise, en fotoudstilling – og selvfølgelig masser af fadøl og foodtrucks, så rockfans kan holde sig kørende igennem festlighederne".


Billetterne til Cannonball 2024 er i salg og kan købes via billetlugen.dk

Årets line-up kan ses her: 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Psyched Up Janis : Roskilde Festival, Orange Scene

 


ANNONCE