Nyhed

DMA-Blues nominerede Vestbo Trio klar med ny single

Vestbo Trio skaber et lydlandskab med gammel tech – live fra Skive Theater

I foråret udgav Vestbo Trio deres seneste album Out of Place, der skaffede gruppen en nominering til DMA Blues som "Årets Danske Bluesudgivelse". Nu er trioen klar med opfølgeren til albummet, singlen "Crumar".

Ifølge en pressemeddelelse kommer sangtitlen af virksomheden Crumar, der producerede synthezisere i 70’erne og 80’erne. Den nye single bæres nemlig frem af en “slice”-effekt, inspireret af en gammel synth, som sammen med trommer, bas, tamburin og fuzzguitar skal skabe et stemningsfuldt lydbillede.

"Crumar" er desuden indspillet live i Skive Theater, og Vestbo Trio har på optagelsen fået hjælp fra Mathias Gregersen på elbas og Dennis Ahlgren på percussion, optagelse og mix.


Trioens sidste albumudgivelse Out of Place blev af GAFFA krediteret med fire stjerner og om albummet sagde anmelderen: "Forestil dig, at du befinder dig i et lydlandskab, der både læner sig op ad den nyere, nordiske jazzmelankoli og op ad lydlandskaber a la dem, fingerpicking folkrock-guitarister som Bert Jansch og Mark Knopfler for årtier siden raffinerede – så har du en fornemmelse af, hvordan Vestbo Trios nye lydlandskab tager sig ud."

I forbindelse med albummet Out of Place er Vestbo Trio lige nu på efterårsturné landet over, hvor de blandt andet aflægger besøg hos HiFi Klubben i Vejle og VinDanmark i Aarhus. Derudover har gruppen også et par shows i Hamborg.

Hør den nye single her: 


Se Vestbo Trios turnéplan her: 

Ny, raffineret, dansk jazzfolkbluesrock

 

ANNONCE