Deltag i en gratis debat om køn og magt i Aarhus' musikbranche på Dokk1
Arbejder du i musikbranchen, og har du brug for hjælp og rådgivning? I oktober 2023 indgik Sex og Samfund et samarbejde med 13 kultur- og musikorganisationer om initiativet Trygt Rum, som rådgiver og henviser personer i musikbranchen, der har oplevet krænkelser, chikane, sexisme eller anden grænseoverskridende adfærd. Trygt Rum kan kontaktes på telefonnummer 70 20 99 99 i hverdagene tirsdag til fredag mellem klokken 15.00 og 17.00.
Onsdag den 13. november klokken 19:00 afholdes eventet Sexisme i musikbranchen - hvad nu, Aarhus? på Dokk1 i Aarhus, som fokuserer på diskussionen om køn, magt og muligheder i Aarhus som musikby. Samtalen tager udgangspunkt i spørgsmål såsom, hvordan det er at færdes i forskellige musikmiljøer, hvilken rolle medierne spiller samt vilkår for mænd, kvinder og kønsminoriteter i musikbranchen. Arrangementet kommer på bagkant af den meget omtalt DR-dokumentar Sexisme i musikbranchen, hvor en lang række kvinder stod frem og fortalte om deres egne oplevelser med grænseoverskridende adfærd i musikbrancen.
I løbet af samtalen vil tre panelister, der alle arbejder i forskellige grene af musikbranchen, se tilbage på tidligere forhold og dele deres visioner for fremtiden. Desuden får publikum også mulighed for at deltage undervejs med egne spørgsmål.
Panelet består af Gry Colding, Astrid Elbek og Regitze Skipper Bundgaard.
Gry Colding udgiver musik under kunstnernavnet MoonBee. Hen debuterede med den todelte ep Expanding Infinity (2023 og blev udvalgt som finalist i KarriereKanonen. Desuden har hen for nylig opvarmet op for Lydmor under sidstnævntes The Space Tour. Hen er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med en bachelor i rytmisk musik og en kandidat i sangskrivning. Derudover er hen bestyrelsesmedlem i organisationen KIM, der kæmper for kvinder og kønsminoriteters synlighed og rettigheder i musikbranchen.
Astrid Elbek startede sin musikalske karriere i Aarhus-bandet Shit & Chanel tilbage i 1970'erne. Siden 1980'erne har hun været aktiv i uddannelsesmiljøet, hvor hun i mange år fungerede som docent på Det Jyske Musikkonservatorium. Hun har tilmed været forperson for Music City Aarhus og Fonden Voxhall. I dag underviser hun på Rytmisk Musikkonservatorium.
Regitze Skipper Bundgaard er kulturpolitisk redaktør, journalist og anmelder ved GAFFA. Hun er uddannet cand.public. med en bachelor i Musikvidenskab fra Aarhus Universitet og udkommer i slutningen af 2024 med en bog med relation til musikbranchen.
Biblioteksformidler Sara Bindeballe står for at være moderator på eventet. Læs mere og få fingrene i de gratis billetter her.
KOMMENTAR: Musikbranchen er sexistisk, homofobisk og racistisk – please, lad mig være en del af den