Nyhed

Drømmede duo udgiver debutalbum

Den danske duo Gorgeous er endelig klar med længeventet debutalbum

”Experience. Expression. Experiment. De tre ord var der før alt andet og før musikken. Som en kerne og betegnelse, retningslinje og alligevel fuldstændig åben ramme mellem os for hvad Gorgeous skulle blive og stå for. Bogstaverne ’EXP’ har fulgt os hele vejen og repræsenterer en fusion af alt, vi bliver inspireret af,” fortæller musiker og producer, Andreas Murga i en pressemeddelelse. Andreas Murga udgør den ene halvdel af duoen Gorgeous, der i dag har udgivet debutalbummet EXP. 

Duoen debuterede tilbage i 2022 med countrypop-singlen "Divine", efter at Andreas Murga havde mødt Maríe Louise Bjarnarson. Begge var de, ifølge en pressemeddelelse, kørt fast i den elektroniske musik og søgte derfor nye og uprøvede veje med et organisk og analogt udtryk. Et udtryk, de havde held med, da de blev sendt i rotation på både P3 og P6 Beat, tog på turné med Goss og Phlake, spillede koncert i Lille vega i København, og leverede en firestjernet optræden på sidste års Roskilde Festival. En optræden, hvor GAFFAs anmelder beskrev dem som et "lovende, meget amerikansk inspireret band, der har fremtiden foran sig".

Vejen til det nye debutalbum har dog langt fra været en dans på roser, og om albummet fortæller Maríe Louise Bjarnarson: ”Vi udgav musik og spillede koncerter, men skrev nærmest ikke en eneste sang i et helt år. Der skete en masse personlige ting, men det var også ligesom om, at alt det vi havde samlet os om, faldt fra hinanden og blev skilt ad. Og heldigvis samlet igen."


Siden da har gruppen nemlig udgivet en lang række singler, heriblandt "Nothing Was Perfect", "Subconscious", "Mockingbird" og den seneste "Natural High". Under dannelsen af det nye album opdagede Maríe Louise Bjarnarson en sammenhæng:

”Det at skrive sange og lave musik er en flydende proces. Og i den proces lader man sig rive med. Mange af teksterne er abstrakte og drømmende. De er melankolske og længselsfulde, men også nysgerrige og reflekterende. Og i sidste ende repræsenterer de en menneskelig udvikling, som ikke bare er min og vores rejse, men en vi håber folk vil lytte til og åbne op for," fortæller hun i pressemeddelelsen.

Duoen var at finde på GAFFAs Hold Øje Med-liste fra 2022, hvor redaktionen skrev: "Med blot en enkelt single ude viser Gorgeous, hvordan de formår at omfavne kærligheden til hinanden og musikken med et charmerende, uslebent nummer, der emmer af både kompetent sangskrivning, country, folk og pop."


Hør en smagsprøve på albummet her:

Lovende countrypop skød Roskilde i gang


ANNONCE