Nyhed

Lukas Graham sætter imponerende rekord

Med to milliarder streams på Spotify genfortolker Lukas Graham sit store hit "7 Years" i samarbejde med LG Malique

"7 Years" har opnået to milliarder streams på Spotify. I den anledning har Lukas Graham pustet nyt liv i det store hit sammen med LG Malique, og sammen har de nyfortolket nummeret og givet det den nye titel "Seven Years". 

Lukas Graham er den første danske kunstner, der opnår det svimlende antal streams med et nummer i eget navn på Spotify. Rekorden indtraf onsdag den 18. september på intet mindre end Grahams 36-års fødselsdag, og nu har "7 Years" altså cementeret sin plads i historien som et af de mest streamede hits i nyere tid.

"7 Years" optræder dermed på Spotifys playliste "2 Billion Club", hvor man også finder hits som The Weeknds "Blinding Lights", Miley Cyrus' "Flowers" og Ed Sheerans "Shape Of You" i selskab med klassikere som Queens "Bohemian Rhapsody" Oasis' "Wonderwall" og A-has "Take on Me". 


Lukas Graham befinder sig derved blandt nogle af musikverdens sværvægtere, hvilket uden tvivl må have været en fantastisk gave at vågne op til på sin fødselsdag:

"Det er en gave at kunne stå op hver eneste dag og skrive sange og lave musik, men det er en endnu større gave, når folk lytter og tager alle de ord og fortællinger, der er skrevet, til sig. Fra øvelokalet og den første koncert for 20 venner til 2 milliarder streams af en sang, som hele verden synger med på. Det er en ubegribelig rejse, som jeg er dybt taknemmelig for," fortæller Lukas Graham i en pressemeddelelse

Det er efterhånden ni år siden, at "7 Years" udkom og skrev sig ind i dansk musikhistorie, da sangen røg ind på andenpladsen på den amerikanske hitliste, Billboard Hot 100. Nummeret indtog dertil samtlige førstepladser i flere lande rundt om i verden, og blev også nomineret til tre Grammy-priser for 'Record of the Year', 'Song of the Year' og 'Best Pop Duo/Group Performance' i 2017. 


I dag får historien om det store Lukas Graham-hit et nyt kapitel, når det udgives i et remix med den amerikanske rapper LG Malique: 

"Jeg spottede LG Maliques version af "7 Years" på TikTok og blev fuldstændig blæst bagover af hans åbenlyse musikalitet og ikke mindst måde at tilføre sangen sin egen nye betydning. Det er fantastisk hvordan talent, som ham kan dukke op ud af det blå og puste nyt liv i den musik vi alle sammen kender. Og nu glæder jeg mig bare til, at folk skal høre hvad vi har lavet sammen!" 

Det er faktisk tredje gang, at "7 Years" skriver sig ind i dansk musikhistorie. I august 2019 nåede sangen en milepæl ved at opnå 1 milliarder streams som den 25. sang nogensinde på Spotify.


Hør den nye single her:

LÆS OGSÅ: DET BETALER SIG AT VÆRE HJÆLPSOM: Se Lukas Graham overraske ung fan


ANNONCE