Tre aktører på den danske musikscene sætter ind for at redde nichemusikken
Spillestederne Turkis i Aarhus, Alice i København og musikfestivalen Resonator i Odense slår hovederne sammen og giver deres medlemmer en fælles rabatordning på 15% til hinandens koncerter.
Aktørerne har hver især fokus på den eksperimentelle og ikke-kommercielle musik og det nye tiltag, som de har valgt at kalde Medlems(ven)skaber, skal ifølge en pressemeddelelse "løfte og styrke vækstlaget, den eksperimenterende musik og musik indenfor global roots på de danske scener".
Derudover ønsker de tre aktører, at tilbuddet skal være en særlig service til det publikum, der tør at tage chancer med navne, som de ikke nødvendigvis kender på forhånd. For på trods af positive tal og udmeldinger fra den danske livebranches store koncertoplevelser er der også en modsatrettet tendens, hvor de mindre spillesteder i dag kæmper om at få solgt billetter til vækstlagskoncerterne – de scener, som skal fremyngle fremtidens store musikstjerner.
"Vi har løbende været i dialog om, hvordan vi sammen kan skabe nysgerrighed og fællesskab omkring den underrepræsenterede musik, som virkelig fortjener et publikum. Med den nye fælles rabatordning håber vi at kunne bidrage til en god udvikling," fortæller aktørerne Alice, turkis og Resonator Festival i pressemeddelelsen.
Spillestederne Turkis og Alice er hver især udpeget af Statens Kunstfond som regionale spillesteder for perioden 2025-2028. Turkis i Aarhus beskriver sig selv som "et spillested, hvor horisonten udvides og traditionerne finder nyt liv." Alice præsenterer et bredt udvalg af koncerter fra global roots, folk og jazz, men også kompositionsmusik, metal og elektroniske eksperimenter.
Den Odense-baserede Resonator Festival spreder sig årligt ud over seks forskellige spillesteder i Odense, hvor de gennem en række koncerter, artikler og podcast forsøger at skabe nysgerrighed på tværs af kulturer og kunstformer. Festivalen kan i år opleves den 7-9. november.
Den nye rabatordning på 15% gælder medlemmer af spillestederne Alice i København, Turkis i Aarhus og billetholdere med en partout- eller endagsbillet til Resonater Festival i Odense. Læs mere om Medlems(ven)skaber her.
Livemusikken er tilbage, og koncerter slår rekorder, men vækstlaget betaler prisen