Efter en sommer med mange store udendørsoptrædender, er hun nu klar til at rykke sine shows indenfor
Sanger og sangskriver Pil er klar med en ny version af "Når jeg vågner", der er udkommet som "Når jeg vågner II". Den nye udgave kommer i kølvandet på en travl sommer, hvor Pil har spillet 45 koncerter landet rundt. Sangen er samtidig en optakt til Pils største indendørskoncerter til dato, som finder sted i januar 2025 i K.B. Hallen og Aarhus Congress Center.
Den nye version af ”Når jeg vågner” adskiller sig fra den oprindelige ved at inkludere mere storslåede trommer, som ifølge den 33-årige sanger, hjælper med at forstærke sangens følelsesmæssige dybde. Hun fortæller i pressemeddelelsen: "Den første udgave er meget indadvendt, men i den nye version inviteres der lidt mere ind til at svælge i de svære følelser."
Efter udgivelsen af albummet Hvis Du Tør At Drømme i februar og en lang række af festivaler fra den fire-GAFFA-stjernede Roskilde-optræden, til Tinderbox og hele vejen til Smuk, er Pil nu klar til at rykke indendørs. Koncerterne finder sted den 24. januar 2025 i K.B. Hallen og den 25. januar 2025 i Aarhus Congress Center.
Hør "Når jeg vågner II" her:
LÆS OGSÅ: PIL-INTERVIEW: ”Det er det sejeste i verden at spille på Roskilde”