Efter en skuffende Roskilde-optræden vender den amerikanske rapper Ice Spice tilbage til Danmark
Efter en lang række festivaloptrædener over sommeren, heriblandt en optræden på Roskilde Festival, annoncerer den amerikanske Grammy-nominerede rapper Ice Spice i dag sin næste koncert i Danmark på hendes første headliner-turné i Europa og Storbritannien ved navn Y2K! World Tour.
Ice Spice kan opleves på spillestedet Poolen i København den 17/11, og billetter til 375 kroner plus gebyr sættes til salg via Live Nation den 15. august klokken 10.00 og et døgn senere via Ticketmaster.
Turnéen kommer i kølvandet på udgivelsen af hendes debutalbum Y2K!, hvorpå hun arbejder sammen med store kunstnere som rapper Travis Scott på nummeret "Oh Shhh..." og den engelske drill-rapper Central Cee på det store TikTok-kendte nummer "Did It First". Albummet udkom 26. juli og modtog en del kritik fra GAFFAs anmelder, som kaldte albummet både "pirrende og udmattende."
Ice Spice hører til generationen af unge musikere, som har mestret de sociale medier og den unge rapper har fået stor succes gennem mediet TikTok. Efter udgivelsen af "Munch (Feeling You)" i 2022 og opfølgeren "Bikini Bottom", skrev Ice Spice hurtigt kontrakt med Capitol Records og udgav den kun 16 minutter lange ep Like...?.
Siden da har rapstjernen haft fart på og i sommers slog Ice Spice så sit første smut forbi Danmark på dette års Roskilde Festival. En optræden, der efter sine kun 35 minutter blev mødt af en hel del kritik fra anmelderne:
"Ice Spice og dansere var hotte uden lige, skærmshowet var gennemtænkt lir, og man glæder sig altid over at opleve rappere levere den studievokal, som man har forelsket sig i. Men som helhedoplevelse var Ice Spice tammere, end hun kan tåle at være. Alt, alt for tam," lød det fra GAFFAs anmelder Nellie Hauge.
Ice Spices optræden var superhot, men koncerten var ikke stærkere end boller i karry