Den amerikanske musiker, nu kendt som Johnny Blue Skies, vender tilbage til Danmark i 2025
Den amerikanske sanger og sangskiver Sturgill Simpson vender atter tilbage til Danmark med nyt navn og album. Det er nemlig under sit alias Johnny Blue Skies at han indtager K.B. Hallen til foråret med sit nye album under armen.
I forbindelse med hans 2021-album The Ballad of Dood & Juanita, udtalte han nemlig til Rolling Stone: "Jeg har altid sagt, at der ville være fem album (under eget navn, red.), og jeg har tænkt over, om jeg ville fortryde det," og tilføjede: "Men undervejs er det virkelig gået op for mig, hvor meget jeg ikke havde lyst til at bære hele læsset selv. At slippe for at stå på scenen under mit eget navn ville give mig mulighed for at være endnu mere sårbar."
I juli i år var han albumaktuel, hvor det viste sig at holde stik. Han udgav nemlig Passage du Desir, som markerede første udgivelse under navnet Johnny Blue Skies. Til trods for det nye navn er albummet musikalsk beslægtet med Simpsons velkendte, alternative countrylyd.
Sturgill Simpson er generelt kendt for at skubbe grænserne for countrymusik ved at blande genrer som rock, soul, psykedelisk musik og bluegrass. Han debuterede i 2013 med albummet High Top Mountain og fik sit gennembrud med Metamodern Sounds in Country Music (2014). Hans tredje album, A Sailor's Guide to Earth (2016) modtog de maksimale seks stjerner af GAFFAs anmelder og blev nomineret til en amerikansk Grammy som Album of the Year, men tabte til Adele. Det vandt dog prisen Best Country Album. I 2019 skiftede han stil med rockalbummet Sound & Fury, før han vendte tilbage til sine rødder med bluegrass-albummene Cuttin' Grass Vol. 1 & 2 (2020).
Sidst, GAFFA anmeldte Sturgill Simpson, gæstede han Avalon på Roskilde Festival tilbage i 2016, hvor han høstede fire stjerner.
Han spiller sin næste koncert i Danmark i K.B. Hallen fredag den 7. marts 2025 kl. 20:00
LÆS OGSÅ: Sturgill Simpson annoncerer album - under nyt navn