Nyhed

The Murder Capital udgiver ny single om barndommens brændte broer

Efter deres gennembrud i 2023 er de irske undergrundspunks tilbage med ny single og omfattende turné

Den irske post-punk gruppe The Murder Capital er klar med deres nyeste single, "Can't Pretend To Know", som udkom i går den 23. september.

Forsanger James McGovern beskriver sangen som en kraftfuld og farverig rejse, der reflekterer over ungdommens tabte uskyld. I en pressemeddelelse uddyber han: "’Can't Pretend To Know’ er et surrealistisk blik på barndommens uskyld og alle de skrøbelige broer, vi brænder, når vi bevæger os videre gennem vores ungdom." Teksten afspejler dermed personlige oplevelser i barndommen og ungdommens kaos.

The Murder Capital opnåede international anerkendelse med deres andet album Gigi's Recovery, som GAFFA anmeldte og gav fire stjerner. Ligeledes fik det irske band fire stjerner, da de optrådte i Aarhus kort før coronanedlukningen i 2020. Selv samme år mødte GAFFA det "irske undergrundsband fra Dublin" og kaldte dem "full blown punks" klædt i mørkt og med dystre blik.


Med den nye single annoncerer bandet også en kommende turné, der strækker sig over Storbritannien, Australien og New Zealand, meddeler pressemeddelelsen. Derudover spiller de support for Nick Cave & The Bad Seeds på deres Europa-turné, hvilket giver dem mulighed for at spille foran endnu større publikum.

Hør singlen om barndommens indflydelse og ungdommens brændte broer her: 


LÆS OGSÅ: Mørkt hjerteblod på fremragende irsk post-punk-debut

ANNONCE