Danske fans kan opleve ham live til september, hvor han indtager scenen med et spritnyt album.
Islandske Daði Freyr (udtales Dathi), der kom på fjerdepladsen i den europæiske sangkonkurrence Eurovision i 2021, lægger vejen forbi Danmark den 24. september, hvor han spiller koncert i DR Koncerthusets koncertsal. Med sig på scenen har han et spritnyt album, som udkommer snart, ifølge en pressemeddelelse.
Læs også: Legendarisk dansk karneval byder på optrædener af prominente artister
Daði Freyr blander inspiration fra funk, disco, soul, electro, synthpop og grandprixkitsch. Han stod til at repræsentere sit hjemland ved Eurovision i 2020, da sangkonkurrencen blev aflyst som følge af coronapandemien. Til gengæld blev hans bidrag til konkurrencen, "Think About Things", efterfølgende et hit og har i dag over 150 millioner afspilninger på Spotify alene. Året efter red han videre på hit-succesen og hjemtog en fjerdeplads med nummeret "10 Years" ved Eurovision 2021.
Han har siden optrådt på NorthSide Festival og for udsolgte sale i Amager Bio samt Store Vega. Da han gæstede NorthSide sidste år, høstede han fem stjerner fra en begejstret GAFFA-anmelder, der blandt andet skrev:
"Daðis viste sig som noget af en uimodståelig performer på Echo-scenen i dag, og mens der ikke ligefrem var en overflod af helt store musikalske øjeblikke fra islænderens eget katalog, var Daði og band nok i virkeligheden lige det, som festivalgæsterne stod og manglede. Det skulle du tage og prøve engang, hvis du får muligheden."
Billetsalget starter fredag den 25. april kl. 10.00 via drkoncerthuset.dk.
Hør hans største hit her:
LÆS OGSÅ: Overblik: Her er alt, du skal vide om Fyre Festival