Nyhed

Hendes koncert blev aflyst efter støtte til Palæstina: Nu taler hun ud

Koncertens aflysning har vakt debat, og nu tager artisten selv bladet fra munden.

Den amerikanske r&b-artist Kehlani har udtalt sig efter, at det amerikanske universitet Cornell annullerede hendes invitation til at optræde ved skolens årlige Slope Day-koncert. Beslutningen om at aflyse hendes optræden blev truffet, da studerende og andre i skolens nærmiljø havde udtrykt bekymring over Kehlanis offentlige støtte til Palæstina.

Læs også: Populær rapgruppe får kritik for Palæstina-støtte: "Inddrag deres arbejdstilladelse"

I et videoklip, der blev offentliggjort på TikTok i weekenden, kommenterede Kehlani på anklagerne om antisemitisme og understregede, at hendes holdning og udtalelser er rettet mod den israelske regerings handlinger – ikke mod det jødiske folk.

"Jeg er ikke antisemitisk. Jeg er imod folkedrab, jeg er imod bombning af uskyldige børn, mænd og kvinder," sagde hun i videoen, hvor hun sad sammen med sin jødisk-palæstinensiske bedste ven og sin jødiske lydtekniker.


I klippet nævner Kehlani, at hun allerede fra begyndelsen af konflikten har udtrykt sin støtte i samarbejde med den jødiske organisation Jewish Voice for Peace.


Kehlanis kommentar kommer i kølvandet på, at en e-mail fra universitetets rektor Michael I. Kotlikoff blev lækket til medierne. I e-mailen beskriver han bookingen af Kehlani som splittende og begrunder beslutningen med, at Kehlani har givet udtryk for "antisemitiske, anti-israelske holdninger" på sociale medier og i sine optrædener.

Universitetet skriver, at aflysningen skete efter flere samtaler med oprørte studerende og andre med tilknytning til skolen. Rektoren understreger samtidig, at alle artister har ret til at udtrykke deres holdninger, men at Slope Day er tænkt som et inkluderende arrangement.

Denne artiklen blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion. 

læs også: sådan anmeldte vi kehlani i store vega


 

ANNONCE