Nyhed

Danskerne skal stemme: Hvad er særligt dansk?

20 kandidater er udvalgt – nu skal danskerne afgøre, hvad der skal repræsentere Danmark på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.

Fra i dag og frem til den 14. maj får danskerne mulighed for at stemme om, hvad der skal repræsentere Danmark på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Det sker som led i en folkehøring, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt satte i gang i december 2024.

Læs også: Stor kulturanalyse skal kortlægge fire kommuners kulturvaner

Ministerens initiativ har indtil videre ført til næsten 10.000 indkomne forslag fra borgere i hele landet. En nedsat minikomité bestående af kulturministeren selv samt skuespiller Ghita Nørby og tv-vært Søren Ryge, har derefter udvalgt 20 forslag, som nu sættes til afstemning. Derudover har komitéen fået faglig hjælp fra Det Kongelige Biblioteks vicedirektør, Søren Bitsch Christensen.


Afstemningen foregår på folkehøringen.dk, hvor den danske befolkning kan vælge fem favoritter fra listen. De fem forslag, der opnår flest stemmer, vil efterfølgende blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur, som efterfølgende vil indgå som en del af en officiel ansøgning til UNESCO.

"Danmark er fyldt med fantastisk levende kulturarv, traditioner og håndværk," udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt i pressemeddelelsen. Han tilføjer, at det har været en svær opgave at skære listen ned til kun 20 bud: "Alle 20 bud burde næsten stryge direkte ind på UNESCOs liste, men jeg har kun én stemme."

Blandt de udvalgte emner finder man både klassiske symboler som Dannebrog og H.C. Andersens eventyr samt hverdagskultur i form af håndbold og pølsevogne. Men også flere centrale aspekter af dansk musikkultur, såsom fællessang, højskoler og foreningsliv bliver sat til afstemning.


Læs også: Musik og magt: "Jeg er grundlæggende uenig i, at der skal være en musikkanon"

Ifølge ministeren bliver det nu op til befolkningen at afgøre, hvilke kulturelle udtryk der skal løftes videre: "Heldigvis er det ikke mig, der bestemmer – det gør danskerne. Jeg glæder mig helt ekstremt til at følge afstemningen."


De fem forslag, der opnår flest stemmer, bliver de første danske kandidater, som senere kan blive indstillet til UNESCOs internationale liste over immateriel kulturarv. Listen har til formål at beskytte og videreføre levende traditioner og praksisser, der overleveres fra generation til generation.

LÆS OGSÅ: Musik og magt - Musik har altid været en stærk stemme i samfundsdebatten

ANNONCE