Nyhed

Ikonisk dansk 80'er-band genforenes til første koncert i 18 år

Vi Elsker samler danske og britiske popikoner til stor nostalgisk 80'er fest.

80’er-stemningen vender tilbage til hovedstaden, når Forum i København den 14. marts 2026 danner rammen om et nostalgisk musikbrag under titlen "Vi Elsker 80’erne."

Læs også: Bedst lige nu - Ti nye og håndplukkede tracks

Arrangementet samler en række store navne fra årtiets popscene – både danske og internationale. Et af de store trækplastre er den danske duo OneTwo, bestående af Cæcilie Norby og Nina Forsberg, der giver deres første koncert sammen i 18 år.


OneTwo blev dannet i 1985 og slog igennem med debutalbummet OneTwo året efter, som blandt andet indeholdt sangene "Billy Boy", "Midt i en drøm" og "Smukke Anna". Debutalbummet solgte 130.000, men også opfølgeren Hvide Løgne fra 1989 blev en succes med 140.000 solgte eksemplarer. Her kunne man blandt andet høre kæmpehittet "Den bedste tid".

Det er 18 år siden duoen sidst spillede koncerter, men i 2025 har OneTwo fået ny opmærksomhed gennem Gobs’ genfortolkning af "Den bedste tid" på sangen "Igen & igen". Singlen lå tidligere på nummer tre og ligger nu på nummer seks på Spotifys Top 50-liste i Danmark.


Koncerten i Forum får desuden besøg af de britiske popikoner Kim Wilde og Nik Kershaw.

Kim Wilde slog igennem i 1981 med sangen "Kids in America" og har siden haft flere topplaceringer på hitlisterne med numre som "You Keep Me Hangin' On", "Cambodia" og "You Came".


Nik Kershaw debuterede som soloartist i 1983 med "Wouldn’t It Be Good" og udgav året efter albummet The Riddle, der blandt andet indeholdt sangene "Wide Boy" og "Don Quixote". I 1985 var han også blandt de mange internationale navne, der optrådte ved den ikoniske Live Aid-koncert.

Koncertgæsterne får også muligheden for at høre navne som Back to Back og Maria Bramsen, der er kendt fra Ray Dee Ohh og Tøsedrengene, der også er en del af 80'er-programmet.


Læs også: Vi Elsker offentliggør tre nye navne til sommerens nostalgifester

Bag arrangementet står Riffi Haddaoui, som i en pressemeddelelse udtaler: "80’erne har så meget at byde på, og vi synes, at der mangler en fest – og måske på længere sigt en festival – i København, der hylder de originale 80’er-legender."

Koncerten arrangeres af Vi Elsker, som også står bag endagsfestivalen af samme navn i Rødovre, Odense, Vejle og Aalborg, hvor fokus er på musik fra 1990’erne og 2000’erne.


Billetsalget til Vi Elsker 80’erne i Forum begynder den 2. maj via Ticketmaster.

læs også: Stort ABBA interview – Det var utroligt, hvor godt det føltes at blive genforenet

ANNONCE