Sving forbi et interaktivt kaosunivers inspireret af et møntvaskeri - med en hemmelig optræden fra et af festivalens hovednavne.
Den første weekend i maj står Smilets By klar til at afholde den årlige Spot Festival. Ud over det officielle musikprogram inviterer Kaosklub til et "ret gakket arrangement," hvor alle interesserede kan kigge forbi til blandt andet musikquiz, dj-sæt og en pop up-koncert.
Læs også: Elsker du elektronisk musik? Her er 10 koncerter, du skal høre på Spot
Eventet finder sted lørdag den 3. maj fra kl. 14.30 til 00.00 i baggården ved Aarhus Bowlinghal og er gratis for alle - både festivalgæster og nysgerrige forbipasserende. Man vil træde "direkte ind i en skør og sæbeindsmurt verden af skæv musik, dansende mennesker og mærkelig stemning, præcis som vi kan lide det," lyder det fra arrangørerne.
Bag Kaosklub står seks nuværende Kaospilot-elever, der har skabt et kollektiv for dem, der "elsker at lege med scenografi, festformater og skabe events, der får folk til at glemme tid og rum (og måske lidt af sig selv)," forklarer de i en pressemeddelelse.
I Spot-weekenden indtager de baggården ved Aarhus Bowlinghal og forvandler den til "et interaktivt møntvaskeri-inspireret kaosunivers fyldt med skumwrestling, musikquiz, kopnudler, Club Mate, svedige dj-sets og en hemmelig koncert," skriver de.
Læs også: Tre scoops i Spot-annoncering
Indehavere af armbånd til Spot Festival kan desuden se frem til en weekend med koncerter af blandt andre School of X, Fine, Østen, Ella Augusta og Tarrak. Spot Festival finder sted i Aarhus fra fredag den 2. til lørdag den 3. maj 2025. Mere information om billetter kan findes her.
Læs også: Elsker du hiphop? Her er 10 koncerter, du skal høre på Spot