Nyhed

Lorde debuterer med kommende single under improviseret koncert

Musikerens oprindelige plan blev afbrudt af politiet - men fans fik senere, hvad de kom for.

Fredag den 25. april vender Lorde tilbage med singlen "What Was That". Men allerede i går, tirsdag den 22. april, kunne fans få en smagsprøve ved en pop-up-koncert i Washington Square Park i New York.

Læs også: Nyt album hver fjerde år: Er det tilfældet igen?

Den newzealandske stjerne havde ifølge Pitchfork tidligere på dagen sendt en besked til sine fans med teksten "Mød mig i parken i aften klokken 19 – xx." Da tiden nærmede sig, havde en stor menneskemængde samlet sig. Men Lorde måtte meddele det forventningsfulde publikum, at alle skulle forlade parken.


"Jeg er virkelig forbløffet over, hvor mange af jer der dukkede op! Men de (politiet, red.) siger, at I er nødt til at sprede jer … Jeg er så ked af det," skrev hun i en Instagram-story.

Flere af de tilstedeværende blev dog stående, indtil Dev Hynes (Blood Orange) dukkede op og førte flokken ud af parken, mens han trak en højttaler efter sig, hvorfra Lordes kommende single lød, beretter Pitchfork. To timer efter det oprindelige tidspunkt, hvor Lorde havde inviteret til pop-up-koncert, vendte popstjernen tilbage, takkede de tålmodige fans og optrådte med "What Was That".

Se en optagelse fra parken her. Artiklen fortsætter efter opslaget.


Lorde teasede tidligere singlen på TikTok i en video, hvor hun går gennem Washington Square Park, mens hun lytter til sin nye single. Opslaget blev delt den 9. april og markerede hendes første udmelding siden august sidste år, hvor hun slettede alt indhold på sine sociale medier efter at have delt en række stories fra studiet.


Læs også: Her er alt, vi ved om Lordes kommende album

Musikeren har for vane at udgive et nyt album hvert fjerde år og udkom senest med Solar Power i 2021. Den skarpe matematiker vil måske allerede have regnet sig frem til, at 2025 kunne blive året, hvor Lorde udgiver nyt. Med den nylige singleannoncering er det da heller ikke helt usandsynligt.

Læs også: Anmeldelse: Lorde har fundet sjælefred og er blevet solskinsglad


ANNONCE