Det sydfynske orkester kaster sig "ud i et frit fald i håbet om at være så ærlige og autentiske som muligt, så sangene fungerer som spejlbilleder af det indre og ydre uvejr," forklarer de.
Det sydfynske band Patina har netop offentliggjort, at de drager på danmarksturné i efteråret 2025. Den kommende koncertrække følger i kølvandet på udgivelsen af gruppens tredje album Uvejr, som udkommer fredag den 2. maj.
Læs også: 3 artister, du vil elske, hvis du lytter til Patina
Turnéen bringer bandet rundt til 15 danske byer fra slutningen af oktober til udgangen af november.
Patina blev for alvor kendt med hittet "Flammer rammer" og har siden markeret sig med albumudgivelserne Drømmefanger og Genstart. Nu er bandet klar med en ny plade, som ifølge forsanger Søren Bastrup Bojsen har hentet inspiration fra den tilstedeværelse og publikumskontakt som bandet oplever når de spiller live.
"På scenegulvet på et spillested eller en festival er vi på en lang søgen efter at være i ét
med elementernes rasen. En søgen efter 100 procent tilstedeværelse sammen med publikum. Når vi går på scenen, har vi en plan, men vi ved reelt set ikke, hvad der sker, og om planen holder. Det udgangspunkt – eller den energi om man vil – har en enorm styrke, så derfor har vi nu, og måske mere end nogensinde, forsøgt at tage den med os i skriveprocessen på vores nye album Uvejr," fortæller Søren Bastrup Bojsen, en af bandets tre forsangere.
Bandets liveoptrædener har tidligere været bemærket for deres usædvanlige bandopsætning, hvor de tre frontfigurer skifter mellem at synge, spiller trommer og percussion. Ifølge Mads Skov Hansen, en af de tre forsangere, er det netop denne særlige konstellation, der definerer gruppens tilgang til musikken.
"Vi er et band, der kaster os ud i kaos. Kaos er hele fundamentet for vores eksistens som orkester. Kig på os. Vi er et band, der består af tre trommeslagere, som ovenikøbet også fungerer som de tre forsangere og tre frontpersoner," fortæller han i en pressemeddelelse.
Læs også: Ugens nye navn: Med urokkelig viljestyrke som motor
Gregers Møller Jensen, der ligeledes indgår i fronttrioen, tilføjer, at autenticitet og intensitet er centrale elementer i både sangskrivning og koncertformat:
"Vi kaster os ud i et frit fald i håbet om at være så ærlige og autentiske som muligt, så sangene fungerer som spejlbilleder af det indre og ydre uvejr – og solskin for den sags skyld – vi oplever som jordboer."
Første del af albummet Uvejr Del 1 blev udgivet i oktober 2024, hvor GAFFAs anmelder skrev, at "Patina vender tilbage med ungdommeligt kaos og dansevenlige melodier." Ep'en fik fire ud af seks stjerner og rummer singlerne "Krystalklart kaos" og "Syg den dag", der ifølge pressemeddelelsen tog "plads i lytternes hjerter og på de danske radioflader."
Turnéen starter i Engelsholm den 29. oktober og slutter i Holbæk den 29. november. Undervejs lægger bandet blandt andet vejen forbi Store Vega i København og Train i Aarhus.
Se turnéprogrammet nederst i artiklen. Billetter kan købes via bandets officielle hjemmeside.
Hør Uvejr del 1 her:
LÆS OGSÅ: Patina stormer Train, og vi er allesammen med på dansen