Nyhed

Populær rapgruppe får kritik for Palæstina-støtte: "Inddrag deres arbejdstilladelse"

Man kan opleve dem på dansk jord i år, når de spiller på Northside.

For nylig var nogle af Hollywoods største berømtheder samlet til festivalen Coachella i Californien, som er kendt for at præsentere verdens hotteste musiknavne på programmet og ikke mindst for at tiltrække mange kendte ansigter blandt publikum. I år kunne man blandt andet opleve Lady Gaga, Lola Young, Charli XCX, Megan Thee Stallion og ikke mindst nordirske Kneecap, som også gæster NorthSide i Aarhus i år. 

Læs også: Elsker du hiphop? Her er 10 koncerter, du skal høre på Spot

Kneecap, der er kendt for ikke at være blege for at udtrykke deres politiske holdninger, får dog kritik på baggrund af deres Coachella-optræden, hvor der blandt andet blev sagt "Israel begår folkedrab” og “Frihed til Palæstina” fra scenen. Det har fået Sharon Osbourne, tv-stjerne, America's Got Talent-dommer og kone til Ozzy Osbourne, til at anklage dem for at støtte en terrororganisation, og hun opfordrer tilmed det amerikanske retsvæsen til at annullere raptrioens arbejdstilladelse i landet. 

"Deres (Kneecap, red.) handlinger omfattede projektioner af anti-israelske budskaber og hadefuld tale, og dette band støtter åbent terrororganisationer," skriver Sharon Osbourne på Instagram og tilføjer: 

"Som én med både irsk-katolsk baggrund på min mors side og ashkenazisk jødisk arv på min fars side – og med stor erfaring i musikbranchen – forstår jeg de komplekse forhold, der er på spil. Jeg opfordrer dig til at slutte dig til mig i kravet om at få Kneecaps arbejdstilladelse inddraget."


BBC News NI har været kontakt med en talsperson for det amerikanske udenrigsministerium, som dog ikke kommenterer på den konkrete sag, men som understreger, at Trump-administrationen "har fokus på at beskytte vores nation og vores borgere ved at opretholde de højeste standarder for national sikkerhed og offentlig tryghed gennem vores visumbehandling".

I forhold til hvornår en arbejdstilladelse kan annulleres, kigger man på amerikansk immigrationslovgivning og om personen "udgør en trussel mod den offentlige sikkerhed eller andre forhold, hvor en inddragelse er berettiget."

Ifølge BBC florerer der en video på internettet, hvor en af Kneecap-medlemmerne bærer et Hizbollah-flag, mens der bliver råbt "up Hamas, up Hizbollah", under en koncert i London. Det har ikke været muligt at bekræfte videoens ægthed, og BBC afventer stadig svar fra det lokale politi. 

Læs også: BEDST LIGE NU: Ti nye og håndplukkede tracks

Det var dog ikke kun Palæstina-støtte, der blev udsendt fra Coachella-scenen. Kneecap kom ifølge BBC også med anti-Margaret Thatcher-udråb, mens de advokerede for et forenet Irland. Udråbene blev angiveligt fjernet fra festivalens livestream. 

Kneecap består af Mo Chara (Liam Óg Ó hAnnaidh), Móglaí Bap (Naoise Ó Cairealláin) og DJ Próvaí (J.J. Ó Dochartaigh) og er kendt for at blande irsk og engelsk i deres raptekster, som ofte handler om politiske temaer som irsk republikanisme og afstand til Storbritannien. 

I starten af 2024 blev Kneecap tildelt et legat på 14.250 pund fra Music Export Growth Scheme (britisk fagforbund for musikbranchen), svarende til 124.000 danske kroner. Tildelingen blev dog annulleret af den britiske erhvervsminister Kemi Badenoch, da legatet ikke skulle gives til personer, "der modsætter sig Storbritannien," ifølge BBC. Det resulterede i, at Kneecap anmeldte sagen som diskrimination, hvilket endte i deres favør. Pengene beholdte de dog ikke selv, men donerede dem i stedet til to organisationer, der arbejder for protestantiske og katolske ungefællesskaber i Nordirland.

Redaktionen har kontaktet NorthSide for at undersøge, hvordan de forholder sig til politiske budskaber fra scenekanten. Denne artikel vil blive opdateret, hvis festivalen vender tilbage på vores henvendelse.


læs også: 10 tyske navne, du skal kende til

ANNONCE