Flere populære bands er på listen blandt modtagere.
Statens Kunstfond har uddelt i alt 308 arbejdslegater til en samlet værdi på 15.610.000 kroner til musikskabende kunstnere ved den årlige uddeling. I en pressemeddelelse melder Statens Kunstfond også om et rekordhøjt antal ansøgere, hvor legatudvalget har modtaget i alt 1.463 ansøgninger i år.
Læs også: STATENS KUNSTFOND: Her er de nye netværks- og genrespillesteder
Blandt modtagerne er den elektroniske pop-duo Roya, der netop er hjemvendt fra en udsolgt Europa-turné. Duoen modtager 220.000 kroner til deling, og legatudvalget skriver, at man tror, "at Roya står over for det helt store internationale gennembrud."
Carl Knast modtager et arbejdslegat på 200.000, og bandmedlemmer fra Situationsfornærmelse, Akabanga, Orm, Den Sorte Skole, Elba og Rigmor er også på listen blandt de i alt 308 legatmodtagere. Legatudvalget noterer sig, at man har modtaget flere ansøgninger fra rock- og metalgenren i år, og at kunstnerne særligt har fokus på de kriser, der er aktuelle i samfundet i deres musikprojekter. Det uddyber udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Søren Nils Eichberg, i en pressemeddelelse:
”I udvalget oplever vi, at musikken generelt er blevet mere eftertænksom og intim. Mange kunstnere vender blikket indad, og musikken handler om smerte, usikkerhed og sindets dystre kringelkroge. Der er et håb om, at kunsten og musikken kan have en helende virkning.”
Legatudvalget for Musik består af udvalgsleder Søren Nils Eichberg, Julie Aagaard, Lawand Shakur Othman (Turkman Souljah), Mette Dahl Kristensen og Ole Pedersen Luk.
læs også: Her er de mest spillede danskere i udlandet i 2024