Den legendariske producer havde en karriere, der strakte sig over seks årtier, hvor han samarbejdede med nogle af rockhistoriens største musikere.
Roy Thomas Baker, den britiske producer og lydtekniker, er død i en alder af 78 år. Det oplyser flere amerikanske medier, herunder Pitchfork og Rolling Stone.
Læs også: Månedens spillested: Verdens mindste, største spillested
Baker havde en karriere, der strakte sig over seks årtier og omfattede samarbejder med nogle af rockens største navne – både internationalt og i Danmark. I hjemlandet England er han især kendt som producer af Queens banebrydende album A Night at the Opera fra 1975, hvor han sammen med bandet skabte den ikoniske "Bohemian Rhapsody".
Men Baker satte også et markant aftryk i dansk musikhistorie, hvor han har produceret flere albums for Gasolin', herunder Gas 5, der blev indspillet i Rosenberg Studierne i 1975. Albummet var den første danske plade nogensinde, der solgte 100.000 eksemplarer. Mange år senere producerede han debutalbummet Where the Storm Meets the Ground fra 2008 med The Storm alias Pernille Rosendahl og Johan Wohlert.
Baker blev født i London i 1946. i 1960 begyndte han sin karriere som blot 14-årig hos Decca Studios, hvor han som lærling fik indblik i arbejdet med navne som David Bowie, the Rolling Stones og The Who. Senere arbejdede han på Trident Studios i London, hvor han første gang samarbejdede med Queen på bandets debutalbum fra 1973. Senere vendte han tilbage i rollen som producer for Queen på albummet Jazz i 1978.
Bakers internationale portefølje tæller ud over Queen og Gasolin' også artister som The Smashing Pumpkins, Guns N' Roses, Mötley Crüe, Ozzy Osbourne, Mick Jagger og Journey.
Dødsårsagen er i skrivende stund ikke offentliggjort. Roy Thomas Baker efterlader sig sin hustru, Tere Livrano Baker, samt sin bror, Alan Baker.
LÆS OGSÅ: Musik og magt - Jeg ser ikke kultur som flødeskum, det er velfærd