Koncerten er en hyldest til filminstruktøren og "hans særlige evne til at bruge musik som en forlængelse af sine filmiske universer."
Hvordan lød den musik, der inspirerede Erik Ballings ikoniske film og tv-serier? Det prøver en række danske musikere at finde svaret på til en storslået koncertoplevelse ved navn Musikalske Balling. Koncerten afholdes den 10. maj 2025 i DR Koncerthuset og udforsker den legendariske filminstruktørs lydlige inspirationskilder.
Læs også: CARL PRISEN 2025: Her er vinderen af Musikforlæggernes Ærespris
Erik Balling var en dansk filminstruktør, producer og manuskriptforfatter, der gennem fire årtier var en markant skikkelse i dansk film. Han er bedst kendt for filmene om Olsen Banden samt tv-serien Matador.
Koncerten er skabt af Ballings eget barnebarn, violinisten Cæcilie Balling, og hylder hans 100-års jubilæum. Ifølge pressemeddelelsen kan publikum se frem til en filmisk og musikalsk rejse med en kombination af musik, visuals og oplæsning. Musikken vil blive leveret af et stærkt hold af musikere og sangere, der vil fremføre værker af Mozart, Brahams, Bernstein, Bent Fabricius-Bjerre, Kim Larsen og mange flere.
De visuelle produktioner "væver koncerten sammen med uddrag fra mere end 30 af Ballings mest kendte film," mens skuespiller Karen-Lise Mynster "giver stemme til hans egne ord fra erindringsbogen Som barn var jeg voldsomt hidsig," lyder det i pressemeddelelsen. Du kan se den fulde liste af medvirkende nedenfor.
Artiklen fortsætter under opslaget.
Cæcilie Balling skabte og opførte koncerten i Den Sorte Diamant i anledning af sin farfars 100-års fødselsdag i 2024. Koncerten er baseret på hans private pladesamling, arkivmateriale, samtaler med familie og tidligere kollegaer samt Cæcilie Ballings egne erindringer om Balling-hjemmet, som hun betragtede som sit andet barndomshjem.
Læs også: Festivalsæsonen nærmer sig: Dansk politi advarer om særlig tendens
Om den kommende koncert fortæller Cæcilie Balling i pressemeddelelsen: "Min farfar havde en enorm kærlighed til musik, og den spillede en afgørende rolle i hans kreative proces. Jeg ville gerne bringe den del af hans liv frem i lyset og vise, hvordan hans lydunivers påvirkede de ikoniske værker, vi stadig elsker i dag. Jeg vil gerne hylde min farfar, som via sit skaberværk og storslåede personlighed, har hjulpet mig på vej til at blive den kunstner jeg bestræber mig på at være."
Om handlingen skriver pressemeddelelsen: "Musikken understøtter fortællingen om en ung mand der i 1930’erne opfostres af dem, han kalder 'de sidste viktorianere.' Om hvordan, han forelsker sig i dukketeater, de store klassiske romaner, hans rejse i hierarkiet hos Nordisk Film, for til sidst at blive højt rangeret i det danske kulturliv."
Du kan købe billetter til Musikalske Balling her.