Tønder Festival rykker til København for en dag, hvor folkfans kan se frem til gratis koncerter under åben himmel.
Den 8. juli inviterer Tønder Festival til fest, når de laver en friendly takeover på festivalen Roots & Jazz Copenhagen. Programmet byder på country, punk og folk med artisterne Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys, Elias Rønnenfelt og Northern Assembly.
Læs også: Tønder Festival tilføjer ni nye navne til plakaten
Canadiske Jake Vaadeland og hans band, The Sturgeon River Boys, kommer langvejs fra og Vaadeland har - trods sin unge alder - allerede opnået stor succes på den nationale folk/roots-scene såvel som internationalt, lyder det i pressemeddelelsen. Den 22-årige multiinstrumentalist "mestrer guitar og banjo og bekender sig til den traditionelle country-, bluegrass- og 50’er-rockabillymusik," ifølge meddelelsen.
Iceage-forsangeren Elias Rønnenfelt spiller pladsen op med musik, der blander pop, rock, punk og country. I 2024 albumdebuterede han som solist med Heavy Glory. Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Den amerikanske musiktradition har gennem mange år efterladt aftryk i Elias Rønnenfelts musik. På sit første album i eget navn kommer cowboyhatten for alvor ud af klædeskabet."
"Northern Assembly mestrer om nogen historiefortællingens kunst," lyder det i pressemeddelelsen. I spidsen for den Aarhus-baserede kvartet står dansk-færøske Dina Dánialsdóttir og britiske Andreas Bevan, som sammen med kontrabassist Jesper Smalbro og trommeslager Jens Hedegaard skaber et lydunivers, der "bygger på håndspillet folk-pop båret af medrivende beats, kontrabas, guitar, klaver og velklingende harmonier," forklarer pressemeddelelsen.
Koncerterne er gratis og afholdes den 8. juli på Den Røde Plads på Nørrebro. Programmet kan ses nedenfor. Tønder Festival 2025 finder sted måneden efter, fra den 27. til 30. august, og både festivalprogrammet og billetter kan tilgås her.