Nyhed

Beach Boys-medlemmer uvenner over begravelsestale

En af The Beach Boys-medlemmerne river sin bandkollega i næsen efter en selvfikseret tale til Brian Wilsons begravelse.

Ifølge NME er der bad vibrations mellem de tidligere The Beach Boys-medlemmer: Rytmeguitaristen Al Jardine har netop langet ud efter bandets vokalist Mike Love efter hans tale til Brian Wilsons begravelse.

Læs også: NEKROLOG: Nu sover Brian Wilson sin drømmeløse søvn

Bandets hovedstjerne, Brian Wilson, døde tidligere i år som følge af åndedrætsstop og sepsis, og hans begravelse blev afholdt i begyndelsen af juli i Los Angeles. Både Jardine og Love holdt taler til afskedsceremonien, men Loves tale blev ifølge Jardine en smule selvcentreret.


"Mike ville have, at alle skulle vide, at han skrev hvert eneste ord i sangen 'Good Vibrations'," siger Jardine i et nyligt interview og fortsætter:

"Jeg følte ikke medfølelsen, lad os sige det på den måde. Mike har nogle alvorlige problemer med storhedsvanvid."

Jardine skulle også at have henvist til Loves kommentarer i sin egen tale ved begravelsen ved at sige, at han og Brian Wilson også havde skrevet "Surfin' Down The Swanee River" sammen, men at sangen bare ikke var blevet så stor som "Good Vibrations", der er et af gruppens største hits.


I 2012 genopstod The Beach Boys for at tage på en 50-års jubilæumsturné. Kort efter forlod Brian Wilson bandet for at turnere i eget navn, hvor han også besøgte Danmark flere gange – i alle tilfælde med Al Jardine som en af sangerne. Brian Wilson gav sin sidste koncert i Clarkston, Michigan i juli 2022, hvorefter han aflyste resten af sin igangværende turné grundet helbredsproblemer.

ANNONCE