Sangskriverikonet har for nylig tilbragt to dage i et studie i New York.
Midt på sin turné med Willie Nelsons Outlaw Music Festival har Bob Dylan fundet tid til at gå i studiet igen. Ifølge White Lake Studios i Albany, New York, brugte han den 5. og 6. august på at indspille sammen med medlemmer af sit faste band. Det skriver NME.
Læs også: Bob Dylan kommer til Danmark
Hvad der blev indspillet, er fortsat en velbevaret hemmelighed, men i en pressemeddelelse fra White Lake Studios kalder direktør David Bourgeois besøget “noget helt særligt”.
Antydningerne om det nye materiale kommer samtidig med, at Dylan fortsat turnerer verden rundt på sin Rough And Rowdy Ways-turné, der begyndte i 2021. Turnéen har blandt andet budt på sjældne sange fra bagkataloget – herunder det første live-gensyn med “The Times They Are A-Changin’” i 15 år, skriver NME.
Nu må fans nøjes med at gætte på, hvad de to dage i White Lake Studios vil føre til – og om der måske snart er nyt fra en af musikhistoriens store skikkelser.