Nyhed

Borgmester i dj-battle på festival: "Han burde holde sig for god til det her"

Esbjergs borgmester optrådte på den esbjergensiske festival Suset, og det har mødt stor kritik fra lokalpolitikere.

Tilføjelse: Den 25. august 2025 kl. 15.42 blev artiklen opdateret med en udtalelse, som Susets festivaldirektør, Tobias Kippenberger, gav til TV Syd den 22. august.

Esbjergs Venstre-borgmester, Jesper Frost Rasmussen, gæstede i weekenden festivalen Suset som dj. Her optrådte han en time sammen med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jakob Lose, også fra partiet Venstre. Det skriver DR i en artikel.

Læs også: Danmark får sin første regionale politik, der kobler sundhed og kultur

Dj-battlen er blevet mødt med stor kritik fra Esbjerg Kommunes andre partier – særligt Socialdemokratiets gruppeformand og spidskandidat, Michael Harbøll, er ikke tilfreds med de to politikeres optræden på festivalen.

“Det er lige smart nok, at vi er i valgår, og så vælger borgmesteren og formanden for Kulturudvalget at optræde som dj betalt og promoveret af skatteydernes penge,” udtaler han til DR.


Andre lokalpolitikere mener, at konflikten er særlig svær, fordi Esbjerg Kommune sidste år sendte 24 millioner kroner i støtte til festivalen, der arrangeres af giganten Live Nation, som skal bruges over en 10-årig periode.

Side om side med hovednavne
I forbindelse med borgmesterens optræden på festivalen er han blevet en del af plakaten, hvor han står side om side med andre hovednavne som Aqua og Ella Augusta. Socialdemokratiets byrådskandidat, Frederik Vestergaard Jørgensen, mener, at en sådan form for promovering er et kæmpe problem, når borgmesteren selv har stemt på, at kommunen skulle give støtte til festivalen.

"Han burde holde sig for god til det her. Borgmesteren er en af dem, der har været med til at stemme igennem, at festivalen skal have penge," udtaler byrådskandidaten til DR.


En del af jobbet
Borgmesteren er dog selv meget uenig i kollegaernes udtalelser. Han forklarer til DR, at han er blevet spurgt, om han ville optræde, og at han valgte at sige ja: “Det er ens arbejde som borgmester at bakke op om de store begivenheder i kommunen. Nogle gange er det sportsligt, andre gange kulturelt,” forklarer han til DR.


Hvorvidt han har noget med promoveringen af sit navn på plakaten at gøre, affejer han også. Han forklarer til DR, at det er søgt at kalde hans navn på plakaten for promovering.

Frederik Vestergaard Jørgensen kalder det tonedøvt at invitere to Venstre-politikere på scenen.

Suset Festival har valgt ikke at kommentere på kritikken.

I en liveblog fra TV Syd fra i fredags kl. 17.17 fremgår det, at Susets direktør, Tobias Kippenberger, har udtalt sig til mediet. Han forklarer om kritikken, at Live Nation og Suset ikke deltager i politik: "Vi overvejede hvordan, vi kunne undgå at gøre det partipolitisk, og det forsøgte vi ved at gøre det til en borgmester mod en kulturudvalgsformand," udtaler han til livebloggen. 


ANNONCE