Nyhed

Dansk metalfestival byder på tilbagevendende bands og et visuelt "facelift"

Ifølge arrangørerne har festivalen fået et "facelift" og står nu klar med tre dages metal i sensommeren med både danske og internationale bands på plakaten.

Med et billetsalg, der overgår sidste år, er Næstved Metalfest igen klar til at byde de mange metalglade festivalgængere velkommen, skriver en pressemeddelelse. 

Læs også: Satirisk metalband mister forsanger efter 39 år

Over tre dage vil et lineup på 32 kunstnere skabe en metallisk stemning fordelt på de tre scener på Grønnegade Kasernes Kulturcenter midt i Næstved by. 


Festivalen starter torsdag den 28. august og slutter lørdag den 30. august, hvor danske Skullclub som den sidste kunstner går på hovedscenen, Slagmarken klokken 22.50. Årets program er fyldt med både danske og lokale bands. Flere internationale bands har sneget sig ind på plakaten med hovednavne som tyske Blind Guardian, engelske Napalm Death og det græske band Septicflesh, der alle er fordelt over de tre festivaldage.

Metalfesten fredag byder blandt andre på to tilbagevendende bands. De tyske Grave Digger vender efter flere år tilbage til Danmark og indtager denne gang Næstved. Det skotskinspirerede metalband tager både heavy stemning og sækkepiber med, når de skal spille på Slagsmarken. Kort efter vil det danske metalband Aurora spille deres første koncert i 20 år, når de står på indendørsscenen, Bastionen. Ifølge en pressemeddelelse kan gæsterne glæde sig til både nye hits og de gamle klassikere fra albummerne Eos og Sadiam

Udover musikalske oplevelser er der alt fra metalmarked, merchstande til biergarden og foodtrucks. Næstved Metalfest vil som noget nyt i år løfte sløret for en række ændringer. I pressemeddelelsen teaser de et såkaldt "facelift" af festivalens udtryk og dekoration, men også dj's og quizzer, som man finder på pladsen. 


Hvis du endnu ikke har nået at få fat i en billet, så er billetsalget stadig åbent. Billetter kan købes her.

ANNONCE