Den varetægtsfængslede musiker Sean "Diddy" Combs’ advokat har bekræftet et forsøg på at blive benådet af den amerikanske præsident.
Sean "Diddy" Combs’ advokat, Nicole Westmoreland, har bekræftet at have kontaktet Donald Trump i det store håb om, at musikmogulen kunne blive benådet, fortæller CNN. Det sker efter, at Sean "Diddy" Combs i sidste måned blev kendt skyldig i to anklagepunkter om transport med henblik på prostitution.
Læs også: Diddy-sagen: Advokaternes forsvarstale varede kun i 20 minutter
Det sker så også efter, at den amerikanske præsident, i et interview fra sidste uge, sagde, at han sandsynligvis ikke ville benåde den stormvejrsramte musiker – også selvom deres relation ellers startede godt ud:
”Jeg var meget venlig overfor ham, jeg kom godt ud af det med ham, og han virkede som en flink fyr. Jeg kendte ham ikke godt. Men da jeg stillede op til valg, var han meget fjendsk,” sagde Donald Trump i et interview med Newsmax.
Men det har ikke afskrækket den styrkeprøvede advokat: ”Jeg forstår det sådan, at vi har kontaktet hinanden og haft samtaler om en benådning," siger Nicole Westmoreland.
Repræsentanter hos Det Hvide Hus har sagt, at de ikke vil kommentere på sagen efter at have været kontaktet af CNN.
Læs også: 50 Cent vil påvirke Trump i Diddy-sag: “Han skal vide, hvad Diddy har sagt om ham”
Hver af de to anklagepunkter, han er fundet skyldig i, har en maksimal straf på 10 år. Diddy blev til gengæld frikendt i mere alvorlige anklager, der kunne have resulteret i fængsel på livstid, skriver CNN.
Musikeren blev for nyligt nægtet kaution efter en anmodning om løsladelse svarende til 320 millioner danske kroner. Han skal derfor sidde varetægtsfængslet i Metropolitan Detention Center, indtil dommen falder den 3. oktober. Her har han siddet siden september i 2024.