Når akademiet afholder en særlig hæderskoncert for rockikonerne Sanne Salomonsen og D-A-D til september, bliver det med optrædener fra solister som Mads Langer, Burhan G og Birthe Kjær.
Det Danske Rockakademi har nu offentliggjort de musikere, der skal optræde til deres årlige prisfest den 28. september i Amager Bio, hvor Sanne Salomonsen og D-A-D hver især modtager en hæderspris og bliver hyldet for deres bidrag til den danske rockscene. Her vil det være artister som Mads Langer, Burhan G, Birthe Kjær, Mark Linn og Simon Beck, der skal optræde og fortolke de to rockikoners sange. Derudover vil Sanne Salomonsen og D-A-D selv optræde, mens Burnin' Red Ivanhoe er på som fast backing med Karsten Vogel som kapelmester.
Læs også: To markante navne modtager hæderspriser fra Det Danske Rockakademi
Det Danske Rockakademi vil samme aften uddele en specialpris til C.V Jørgensen samt ærespriser til Lise Cabble, Birthe Kjær, Peter Ingemann, Flemming Rasmussen og Jørgen De Mylius.
Aftenens hædersprismodtagere har begge lange karrierer bag sig og er stadigvæk aktive. Danmarks "rockmama", Sanne Salomonsen, var i foråret aktuel med sin landsdækkende turné Music & Stories, mens D-A-D sidste år udgav det anmelderroste album Speed of Darkness, der kulminerede med en 40-års jubilæumskoncert i et udsolgt Royal Arena, som vores anmelder gav fem stjerner.
Snart kan man opleve begge disse rockikoner, og fortolkninger af deres sange gennem en række danske artister.
Det Danske Rockakademi blev stiftet i 2003 og er med en bevilling på 18 millioner en del af Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-2026. Læs mere om akademiet her.